Om pårørendeområdet
1.100.000 danskere er pårørende
Hver 5. pårørende hjælper enten 3-4 gange om ugen eller hver dag. Af de pårørende, som hjælper hver dag, er det næsten halvdelen, som hjælper i 3 timer eller mere. De fleste pårørende hjælper en ældre, som bor hjemme.
De hjælper bl.a. med kontakt til myndigheder, personlig pleje, hjælp til at spise, rengøring, følge til lægen eller hospitalet m.m.
Udfordringer hos pårørende
Som pårørende er man nært knyttet til en person, fx en ægtefælde, et familiemedlem eller en nær ven, der er svækket eller svært udfordret af sygdom.
Mange pårørende gør en stor forskel, og som pårørende kan man komme til at stå med mange forskellige opgaver, der kræver tid og overskud, og mange pårørende oplever, at de ikke har meget tid til sig selv og deres egne interesser. Nogle pårørende risikerer at blive ramt af ensomhed og isolation.
De fleste pårørende hjælper gerne, når der er brug for det. Men mange oplever, at de ikke bliver anerkendt og støttet i deres indsats, og at samarbejdet med professionelle kan være vanskeligt.
Hvorfor skal man lave aktiviteter for pårørende?
Et frivilligt tilbud for pårørende kan være det, der gør, at man som pårørende bedre kan bibeholde et almindeligt hverdagsliv.
Det er vigtigt at vi kan nå ud til pårørende, som har brug for støtte, et pusterum eller at mødes med ligesindede. For når pårørende møder andre i samme situation, oplever de, at de ikke er alene. De kan dele tanker og følelser med hinanden og blive mødt med gensidig forståelse.
Bedre vilkår for pårørende
Ældre Sagen kæmper for bedre vilkår for pårørende – for pårørende gør en kæmpeindsats for syge og svækkede ældre. Hjælpen fra pårørende spiller en væsentlig rolle for, at svækkede ældre kan opretholde et værdigt og meningsfuldt liv på trods af sygdom og svækkelse.
Det er en mærkesag for Ældre Sagen, at pårørende skal have bedre vilkår, så de kan leve gode liv og passe godt på sig selv, samtidig med at de hjælper andre.
Læs mere om Ældre Sagens politiske arbejde på pårørendeområdet