Ældre Sagens holdning til Buurtzorg
Ældre Sagen arbejder bevidst for at få genoprettet og fremtidssikret behandling, pleje og omsorg til ældre, der er svækkede af sygdom.
Der er over de seneste ti år sket et uværdigt fald i ældreplejen, så den mange steder ikke længere er værdig. Samtidig sidder mere end 73.000 ældre uden den hjælp til basale praktiske opgaver, som de har behov for.
Der er brug for handling.
Den hollandske organisation Buurtzorg har udviklet en model, der bygger på, at sygeplejersker organiserer arbejdet i selvstyrende teams. Og at de ansatte i teamet har et tæt samarbejde om at skabe værdi i den ældres liv med pårørende, frivillige, naboer og andre.
Vi begynder nu at se flere kommuner beslutte forsøg, der har inspiration fra den hollandske model – uden dog at være en direkte kopi.
Ældre Sagen vil forholde sig åbent til at følge disse forsøg ud fra nedenstående retningslinjer:
- Der er behov for at genoprette og nytænke ældreplejen, hvis vi skal have løst problemerne med, at ældre ikke får den hjælp, de har behov for. Her kan den hollandske Buurtzorgmodel være en af flere kilder til inspiration
- Ældre Sagen ser gode intentioner i Buurtzorgmodellen. Her tænker vi især på organiseringen med små selvstyrende teams af fagligt kvalificeret personale omkring en mindre gruppe af ældre.
- Små teams giver mulighed for større kendskab til den ældre, og den ældre kan omvendt opleve bedre kontinuitet med færre ansatte, et personligt kendskab og dermed øget nærvær, samt bedre sammenhæng i indsatsen.
- Ældre Sagen ser det som positivt, at de ansatte i teamet kan være med til at åbne døren ud til omverdenen, fx i form af fokus på pårørende, naboer og arrangementer i lokalområdet. Alt for mange ældre sidder i dag socialt isoleret i kortere eller længere perioder, og det kan være svært selv at række ud.
- Det er samtidig et kardinalpunkt for Ældre Sagen, at inddragelse af naboer, pårørende og civilsamfundet som helhed bygger på frivillighed.
- I takt med at velfærdssamfundet har udviklet sig, har vi vænnet os til en forestilling om, at samfundet tager sig af børnene, de syge og de ældre, mens alle andre holder hjulene i gang på arbejdspladserne. Men Ældre Sagens undersøgelser viser, at pårørende hjælper mere, jo mere hjemmehjælp man får.
- Vi har ikke som i Holland en lov, der fastslår, at vi er forpligtede til at tage os af vores pårørende. Men Ældre Sagen er altid parat til at debattere, hvordan vi organiserer og prioriterer ældreplejen.
- Ældre Sagen vil nøje følge de danske erfaringer med indførelse af en for-dansket udgave af den hollandske Buurtzorgmodel. Både mens forsøgene finder sted, og når de skal evalueres.
- Ældre Sagen vil bl.a. følge:
- Om ældre vil mærke en mere kontinuerlig og sammenhængende indsats
- Om flere ældre vil få dækket deres behov for hjælp
- Om ældre vil mærke større nærvær og bedre kendskab til personalet
- Om det lykkes at få ansat det nødvendige og kvalificerede personale i de lokale teams