1 års fødselsdag til Ældretelefonen
Den 24. marts 2020 gik Ældretelefonen i luften. Det var præcis 12 dage efter, statsministeren lukkede Danmark ned, der betød, at vi lukkede alle Ældre Sagens frivillige aktiviteter. Nærmest over natten opstod ideen med Ældretelefonen, som et tilbud til alle dem, der kunne have glæde af kontakt og samvær over telefonen.
Tilbuddet var fra første dag en stor succes, og telefonerne kimede med mennesker, der gerne ville have en opringning og frivillige, der gerne ville være telefonvenner. I foråret udviste danskerne en helt unik medmenneskelighed og hjælpsomhed, som både hos Ældre Sagen og andre organisationer står som et af pandemiens store lyspunkter.
Der kom mange positive tilbagemeldinger fra ældre, der havde glæde af en telefonven, og Ældre Sagen valgte at fortsætte med Ældretelefonen. Den blev en fast del af Ældre Sagens mange tilbud.
Siden juni 2020 har Ældretelefonen været drevet af et sejt hold af dygtige frivillige aktivitetsledere, telefonpassere og dem, der matcher telefonvenner.
Det har været en vild, udfordrende og spændende rejse, som vi har været på sammen. Og det er en helt ubeskrivelig følelse at se tilbage på et år, hvor en ny virus ændrede vores liv totalt fra det ene øjeblik til andet.
Viljen til at hjælpe er stor, og Ældre Sagen har været hurtig til at skabe en løsning, der kommer de ældre til gavn. Stort tillykke med et årsdagen alle sammen, og tusind tak for indsatsen!
Hvem bruger Ældretelefonen – Ældretelefonen i tal
Som en markering af dagen har vi dykket ned i data og tal fra Ældretelefonen. Tallene er trukket 22. marts 2021 fra Ældretelefonens egen database, Matchsystemet, som blev taget i brug august 2020. Derfor er data ikke fyldestgørende for hele det første år, men de giver os stadig et spændende indblik i, hvem der har lyst til at være en del af og får glæde af Ældretelefonen.
Kønsfordeling
Når vi ser på kønsfordelingen i de aktive vennepar, kan vi se, at vi har en overvægt af kvinder - både når vi kigger på vennerne (de frivillige, der ringer op) og værterne (dem, som ønsker at blive ringet op). Hvilket afspejler den fordeling, som går igen på andre frivilligområder.
Nedenstående diagram sammenligner de aktive venners og værters kønsfordeling i procent.
Aldersfordeling
Når vi kigger på alder, kan vi se, at der melder sig både frivillige telefonvenner og værter i alle aldersgrupper.
Nedenstående diagram sammenligner de aktive venners og værters aldersfordeling i procent.
Den gennemsnitlige alder er:
- Venner: 63 år
- Værter: 76 år
I 131 ud af de 792 par (16,5%) er vennen ældre end værten, og i 23 par (3 %) har de samme alder. I de resterende par (638 – 80,5 %) er vennen yngre end værten.
Det tyder derfor på, at alder ikke er en afgørende faktor, hvorfor vi med glæde kan sige, at Ældretelefonen er for mennesker i alle aldre. Det handler om en ligeværdig samtale, der er givende for begge parter.
Telefonvenner på tværs af regioner og landsdele
Det har fra første dag været ambitionen, at Ældretelefonen skulle være landsdækkende, og at alle skal have mulighed for at få en telefonven uafhængigt af geografi, og det er lykkedes.
Nedenstående diagram sammenligner de aktive venners og værters fordeling af bopæl i procent.
Ud af de i alt 880 aktive par, er det over halvdelen (459) af disse, som eksisterer på tværs af regionerne. Det vil sige vennepar, hvor vennen er bosat i én region og værten i en anden.
I forhold til aktive par på tværs af landsdele er der i alt 303 par, hvor vennen er bosat i en landsdel og værten i en anden.
Lige præcis som tilfældet er med Leo og Ellinor.
Leo og Ellinor blev telefonvenner
”Da jeg ringede op til Leo første gang, blev jeg mødt af en sindig ældre jysk herre som var lykkelig over at jeg ringede til ham.
Han syntes, det var ensomt at sidde med sig selv, og at ingen mennesker kom forbi og besøgte ham mere. Det var ikke kun fordi, at Coronatiden var kommet. Det var også det, at mange at dem han havde kendt, før i tiden, var faldet fra. Hans børn kom stadig på besøg, men havde stadig deres arbejde de skulle passe. Dagen kan blive lang, når man er alene.
Det er så rart at have nogen at snakke med Og det er det også for mig. Jeg har mand, børn, mor, søskende, venner og kollegaer. Men det at tale med ham er anderledes, dels fordi det er et bekendtskab i udvikling, og dels fordi omstændighederne for vores bekendtskab er kommet pga. noget udefrakommende.
Jeg er målløs over den umiddelbare glæde han udtrykker, at det gør ham så glad, at jeg ringer.
Hvordan kan sådan en lille ting betyde så meget? Men det gør det. Vi er kun noget i kraft af hinanden, og det giver så meget mening at snakke med hinanden om de små ting og de store ting.
Måske er det i de små ting livet skal leves.
Jeg kan kun forstille mig at vores ringeri fortsætter, da det er til stor glæde for os begge.
Så ud af krisen kom der noget godt ud af for os begge.”
Endnu engang tak for indsatsen igennem Ældretelefonens første år. Vi glæder os til at se, hvad vi sammen kan drive det til i år to.