Fælles indsats har haft en politisk effekt
Samlet set er vores konklusion, at Fælles indsats 2024 har haft en stor effekt både på det lokalpolitiske og landspolitiske område:
Lokalpolitisk har lokalafdelinger og KOU bidraget til, at vi sammen har fået gjort politikerne i byråd/kommunalbestyrelser opmærksomme på, at kommunerne står overfor store udfordringer med at sikre, at de har nok plejehjemspladser set i forhold til det stigende antal 80+ årige samtidig med, at antallet af mennesker med demens også stiger markant i de kommende år som følge af den demografiske udvikling.
Vi har kastet lys på, at der eksisterer et mørketal, som indikerer, at kommunerne via en meget stram visitation holder antallet af visiterede borgere til plejehjemspladser på et lavere niveau end det reelle behov. Dette bruger politikerne som argument for, at der ikke mangler plejehjemspladser i deres kommune.
Landspolitisk har vi brugt Fælles indsats som udgangspunkt for et brev til ældreminister Mette Kierkgaard, hvor vi udtrykker Ældre Sagens store bekymring for, at kapaciteten på plejehjemsområdet ikke er tilstrækkelig, hverken nu eller når vi ser ind i kommunernes store udfordringer i den nærmeste fremtid. Vi har understøttet vores budskab med cases indsamlet af lokalafdelinger og KOU.
Vi opfordrer ministeren til, at hun tager initiativ til, at regeringen både lovgivningsmæssigt og økonomisk understøtter, at der sker en nødvendig udvidelse af plejehjemskapaciteten i kommunerne. Vi foreslår konkret, at hun nedsætter et partnerskab, hvor Ældre Sagen gerne deltager.
Vi ser frem til, at problematikken om de manglende plejehjemspladser i kommunerne bliver en vigtig del af debatten op til kommunalvalget i efteråret.