Finanslov 2017
Mad, pårørende og boligydelsen. I forbindelse med Finanslov 2017 har Ældre Sagen især arbejdet med temaerne:
- Mad, måltider og ernæring
- Støtte til pårørende
- Et godt og værdigt liv på plejehjem
- Opfølgning på værdighedsmilliarden
- Boligydelsen – besparelserne skal helt droppes
Det er områder, hvor der er hårdt brug for en forstærket indsats til gavn for svækkede ældre og deres pårørende.
Resultaterne
- Besparelserne på boligydelsen er droppet helt.
Det giver – langt om længe – tryghed for pensionister med små indkomster og høje huslejer – herunder mange plejehjemsbeboere.
Ekstra penge til værdighed
Der bevilges ekstra 2 mia. kr. over en fireårig periode 2017-2020 til værdighed i ældreplejen til bl.a. følgende:
- Klippekort til plejehjemsbeboere til ekstra hjælp
- 370 mio. kr. årligt fra 2017 (kommunal ansøgningspulje). Det er vigtigt for at forbedre livskvaliteten for plejehjemsbeboere, og give bedre muligheder for aktiviteter efter beboernes eget ønske. Der vil dog være en udfordring med hensyn til, at også de svageste beboere kan benytte denne mulighed. Det kræver god oplysning og information til både beboere og deres pårørende. - Pulje til bedre mad til både hjemmeboende og plejehjemsbeboere
– maden tættere på borgerne – 450 mio. kr. i 2017 (kommunal ansøgningspulje). Mad og måltider er vigtige både for livskvalitet og sundhed, så det er derfor rigtigt godt med en styrket indsats på dette område. - Endnu tættere opfølgning på værdighedsmilliard
– herunder midtvejsevaluering i foråret 2017 om kommunernes anvendelse af midlerne. Dette er vigtigt, fordi vi desværre har set eksempler på, at nogle kommuner har brugt værdighedsmilliarden med den ene hånd, og skåret andre steder på ældrebudgettet med den anden. Vores analyse har vist, at 29 kommuner i 2016 brugte færre penge til ældreomsorg pr. 80+ end i 2015 – på trods af tilførslen af værdighedsmilliarden.
Læs også: Kommuner sparer på ældrepleje og omsorg
- Forbedret tandsundhed for svageste ældre
- 40 mio. kr. i 2017-2020. Der har længe været behov for en forbedret omsorgstandpleje. Tandsundhed er bl.a. vigtigt for at maden glider ned – og er dermed en forudsætning for bedre ernæringstilstand. - Forhøjet aldersgrænse for screening for livmoderhalskræft
– skal reducere den aldersmæssige ulighed, der er opstået i screeningen. - Pulje til at forbedre brugen af livshistorier i demensplejen
– 4 mio. kr. i 2017. - Øget fokus på patientovergange mellem sygehus og hjemkommune
(opfølgning på øget kommunal medfinansiering af ældre patienter). - Reglerne for kørekort til ældre skal ændres
– forhøjelse af aldersgrænsen for gyldighed. - Det er endnu ikke nærmere præciseret, hvor meget aldersgrænsen tænkes forhøjet eller hvilke ændringer, der i øvrigt kan forventes vedr. helbredsscreening.
- Pensionister bliver ikke skåret i grøn check.
For at finansiere afskaffelsen af PSO-afgiften sker der en gradvis reduktion af den grønne check. Folkepensionister og førtidspensionister er dog fritaget fra denne reduktion – dvs. de vil få uændret grøn check (og samtidig få fordel af gradvis lavere elpriser som følge af udfasningen af PSO-afgiften).
Minister takkede Ældre Sagen
På Ældre Sagens netop afholdte delegeretforsamling takkede sundheds- og ældreminister Sophie Løhde Ældre Sagen for at være en aktiv medspiller og for at komme med gode og konstruktive politiske forslag. Bjarne Hastrup kvitterede over for ministeren for en finanslov med mange gode elementer, der hjælper svækkede ældre.