Finanslovsforslag 2019 på vej
I denne uge kommer regeringen med sit udspil til Finanslov 2019. Vi kender ikke indholdet kun, at der er afsat 400 mio. kr. til bekæmpelse af ensomhed og 200 mio. kr. til rekruttering af plejepersonalet. Hvordan pengene bliver udmøntet vil vi nøje følge.
Ældre Sagen har udarbejdet 11 konkrete forslag, som er sendt til ordførerne på Christiansborg. I kan plukke i dem, når I skriver indlæg eller udtaler jer til pressen.
Se dem alle 11 her:
Et af de 11 er, at folkepensionisters økonomi skal forbedres. Læs her, hvordan Ældre Sagen mener det kan gøres (pdf-dokument)
Budgetter skal følge demografien
Et andet af forslagene er, at der i de årlige økonomiaftaler for kommuner og regioner lægges flerårige økonomiske rammer, der tager højde for den demografiske udvikling. Den beløbsmæssige størrelse af det demografiske træk beregnes eventuelt af en uvildig instans, fx De Økonomiske Råd:
Bred flerårig aftale om den demografisk betingede udgiftsudvikling
Der vil i de kommende år blive flere af de ”ældste ældre”. Det vil – trods sund aldring mv. – øge udgiftsbehovet i den kommunale ældrepleje og i sundhedsvæsenet. I de senere år er der til en vis grad taget højde for dette via ældremilliard, værdighedsmilliard, ½ bemandingsmilliard mv. Men ofte strander disse forsøg på at forbedre ressourcesituationen i ældreplejen på, at der parallelt skæres på kommunernes egne bevillinger – og et slagsmål mellem kommuner/regioner og stat/Finansministeriet om, hvem der har skylden.
Der er derfor behov for en mere langsigtet løsning, hvor et bredt politisk flertal sikrer rammerne for en stabil udvikling i ældreplejen, der tager højde for den demografiske udvikling.
Der fremkommer i disse år en meget betydelig besparelse på de offentlige finanser som følge af, at flere seniorer bliver længere tid på arbejdsmarkedet. Denne udvikling vil fortsætte de næste mange år. Derved vil der også i de kommende år fremkomme en ”demografifinansiering”. Den kan anvendes til at finansiere en langsigtet aftale med kommuner og regioner om udgiftsrammer, der tager højde de udgifter, der følger af den demografiske udvikling.