Frivilligt arbejde på dagpenge eller efterløn
Frem til 20. marts 2017 kan en person udføre frivilligt ulønnet arbejde i op til 15 timer om ugen uden fradrag i dagpenge/efterløn. Hidtil har grænsen gået ved 4 timer pr. uge.
Ved frivilligt, ulønnet arbejde forstås arbejde, som et medlem udfører for frivillige organisationer, foreninger el. lign., som også kan udbydes som almindeligt lønarbejde, og som ikke vedrører primær drift og vedligeholdelse.
Frivilligt arbejde bliver delt op i tre kategorier.
Kategori 1:
Frivillige aktiviteter, der kan udføres uden fradrag.
Der er ikke begrænsninger i dine muligheder for at udføre denne type frivilligt arbejde. Denne kategori gælder frivilligt, ulønnet arbejde, der ikke kan udbydes som almindeligt arbejde. Det gælder meget af det, som beskæftiger Ældre Sagens frivillige - fx:
- Besøgsven
- Arbejde i sociale cafeer og væresteder som vedrører almindelige forfaldende aktiviteter.
- Tøjsortering og ekspedition i genbrugsbutikker
- Rådgivning der ikke kræver eller forudsætter særlig uddannelse
- Lettere omsorgsarbejde, f.eks. aflastning af pårørende til syge i eget hjem
- Særlig indkøbshjælp eller ledsagelse til indkøb
Kategori 2:
Frivillige aktiviteter, der kan udføres i op til 4 timer om ugen uden fradrag.
Denne kategori gælder arbejde, der kan udbydes som lønarbejde fx:
- Socialrådgiver på krisecenter
- Jurist i retshjælp
- Rådgivning der kræver eller forudsætter en særlig uddannelse
- Egentlig pleje af ældre, syge eller handicappede i eget hjem, som en offentlig myndighed ikke er forpligtet til at udføre
Du har hidtil kun måttet udføre denne slags frivilligt ulønnet arbejde i op til 4 timer pr. uge. I perioden fra 23. marts 2015 til 20. marts 2017 har folketinget dog besluttet at hæve det ugentlige timetal til 15 timer som en særlig forsøgsordning.
Kategori 3:
Frivilligt arbejde vedrørende primær drift og vedligeholdelse medfører altid fradrag.
Ved primær drift forstås arbejde, der er med til at sikre organisationens overordnede, administrative drift. Det kan fx være personaleadministration og økonomi- og organisationsstyring. Ved vedligeholdelse forstås arbejde, der sikrer, at de fysiske rammer er i orden, fx maling af lokaler og rengøring.