Hjælpepakke til Bridgeudvikling i lokalafdelingen
Vi har nu udarbejdet let forståeligt materiale plus direkte kontakter indenfor alle relevante felter indenfor bridge, så alle lokalafdelinger kan optage bridge som aktivitet nu eller senere. Hvis I har borde og stole i forvejen vil indkøb af bridgemateriel blive billigere. Start med at finde nogle bridgespillere i lokalområdet, der vil hjælpe til at afholde bridge i dagtimerne. Lav evt. samarbejde med andre Ældre Sags afdelinger eller bridgeklubber/private i lokalområdet. Bridge giver mere liv i lokalerne og en god indtægt.
Når man er blevet 60 år, bliver det gang på gang påpeget at for at bevare sin livskvalitet, skal man sørge for at dyrke motion hver dag og spise ernæringsrigtigt. Men det er også vigtigt at holde sin hjerne i gang, som så mange hjerneforskere påpeger. Mange seniorer kan stadig huske glæden ved at spille kort fra deres opvækst.
Bridge betegnes som ”verdens bedste kortspil” og er en eminent form for hjernegymnastik, da den tvinger hjernen til at tænke frem i tiden, udtænke scenarier eller foretage kæder af analyser. Lyder det kompliceret – nej det er udfordrende, sjovt og socialt. Ingen snakker negativt om bridge, snarere tværtom, så der er interesse for at få flere ugentlige bridgeafviklinger.
Adgangsbilletten til at kunne deltage i en bridgeklub er, at man må tage et BRIDGEKØREKORT og dermed lære et helt nyt sprog. Derfor har vi fra start i vores projekt haft som motto: TAG ET BRIDGEKØREKORT OG FÅ MUNTER HJERNEGYMNASTIK.
373.000 danskere over 70 bor alene og 100.000 ældre føler sig ensomme, som trænger til fællesskab. Bridge er et glimrende redskab.
Du kan se forside, indholdsfortegnelse for den gratis bridgelærermanual samt forord af den nye målrettede lærebog for 60+’erne med samme navn som vores motto. Et eksemplar pr afd. til 125 kr + forsendelse i aug/sept, kan fremsendes via bestilling på www.flerebridgespillere.dk
En artikel i AKTIV vil i oktober-nummeret fortælle om succesfuld bridgeudvikling i ÆS Bornholm i de senere år.