Jeg skal bæres ud herfra
Der bor 220.000 mennesker over 65 år i den almene sektor. De er glade for at bo der og ønsker at blive boende. Ældre Sagen har gennem de seneste måneder interviewet næsten 70 af disse ældre over hele landet og budskabet er: De ønsker at bo sammen med andre generationer og ønsker, at deres boligområde har et aktivt fællesskab, som de kan deltage i.
Ældre Sagen og DAB (Dansk Almennyttigt Boligselskab) har udarbejdet publikationen ”Jeg skal bæres ud herfra!”. Den handler om mulighederne for at tilpasse boligen til ens alder. Samtidig opfordrer vi til at indgå i boligafdelingens aktiviteter. Den korte afstand hen til et beboerlokale gør det lettere at deltage, selv om man bruger rollator. Og kender du dine naboer fra andre opgange og blokke, er der ikke så langt til et venskab.
Ældre Sagen har meget at tilbyde til dem, der bor alment. Vi kan støtte dannelse af seniorforeninger, der kan samarbejde med vores lokalafdelinger. Vi kan inspirere og ved, hvordan man kan søge kommunen eller andre om støtte. Måske har boligafdelingen lokaler, som vi i Ældre Sagen må benytte, så lokalafdelingens aktiviteter kan afholdes flere steder end nu. Det kunne også være en fordel for andre medlemmer, der bor i nærheden af den almene boligafdeling.
Vi opfordrer derfor til, at I sammen drøfter ”Jeg skal bæres ud herfra” på et af jeres kommende bestyrelsesmøder. Her er nogle overvejelser:
Hvor mange medlemmer har jeres lokalafdeling, som bor i almene boliger?
I den almene sektor bor der i dag 220.000, der er over 65 år. Vi antager derfor, at mindst 100.000 af Ældre Sagens 925.000 medlemmer bor alment. Men hvor mange tror I, at der er i jeres lokalafdeling?
Har lokalafdelingen aktiviteter ude i de almene boligområder?
Mange boligafdelinger har fælleslokaler og udendørsfaciliteter som anvendes til aktiviteter for beboerne. Kan lokalafdelingen sammen med beboerne afholde aktiviteter i boligafdelingens fælleslokaler? Kort vej til aktiviteten betyder meget, hvis du bruger rollator, eller på anden måde har svært ved at komme rundt, og vi ønsker generelt, at der bliver flere aktivitetstilbud ude dér, hvor medlemmerne bor.
Har lokalafdelingen allerede aktiviteter, som finder sted i boligafdelingers fælleslokaler? Hvis de skulle etableres, hvem kunne lokalafdelingen så kontakte?
Deltager de medlemmer der bor alment, i jeres aktiviteter?
Mange, der bor i almene boliger, har et mere svækket helbred og en dårligere økonomi end ældre i almindelighed. Det kan derfor være sværere for dem at deltage i ture og andre arrangementer. Beboere i almen sektor oplever også oftere ensomhed end ældre i andre boformer.
Har I indtryk af, om de der bor alment, deltager lige så meget i jeres aktiviteter som jeres øvrige medlemmer?
Er der aktiviteter, som lokalafdelingen kan holde i de almene boliger?
Aktiviteter som IT-cafe, fællesspisning og motion kan måske holdes i samarbejde med dem, der bor alment. Hvis lokalafdelingen har en kontaktperson i boligafdelingen, kan I fx drøfte om der kan iværksættes et netværk af besøgsvenner, der bor alment eller dyrke motion i boligafdelingens fælleslokale.
Seniorforeninger
Vi synes, at det er en god idé med en seniorforening i boligafdelingen. Måske kan Ældre Sagen lokalt hjælpe med at få den i gang. Det at samle medlemmer, der bor alment, kan være en begyndelse, og det kan med tiden føre til flere frivillige og måske også flere medlemmer.
Brug for en besøgsven
De almene boligafdelinger har som regel en afdelingsbestyrelse og fælleslokaler, så der er en organisation at samarbejde med. Måske kan jeres lokalafdeling kontakte den lokale boligafdeling og få en snak om at samarbejde? Måske kender afdelingsbestyrelsen nogle, som har brug for en besøgsven eller en spiseven. Der kunne også være nogle af de ældre i de almene boligafdelinger, der selv kunne tænke sig at blive frivillig, hvis opgaven kunne løses tæt på hjemmet.
Lyst til at høre mere
Hvis I har lyst til at høre mere om ”Jeg skal bæres ud herfra!” og Ældre Sagens undersøgelse: ”Socialt velfungerende boligafdelinger”, så kontakt Christian Jensen, der har udarbejdet undersøgelsen, på telefon 4116 1921 eller på e-mail csjkorsgade@firkant.net
Her kan du få vejledningen
I løbet af uge 26-27 sender vi 10 eksemplarer af vejledningen til lokalafdelingens formand, som vi håber vil dele den rundt på et kommende bestyrelsesmøde.
Flere eksemplarer af ”Jeg skal bæres ud herfra!” kan bestilles i Frivilligshoppen.
Gå til Frivilligshoppen
Hvis I vil vide mere om undersøgelsen kan man læse hovedrapporten med resultater fra de mange interviews på følgende link:
Se rapporten "Socialt velfungerende boligafdelinger" på aeldresagen.dk
Med venlig hilsen
Bjarne Hastrup