Koncert på plejehjem
Kontakt det lokale plejehjem og hør om de vil have fællessang – frit og kvit. Det eneste, de skal sørge for, er strøm. Sara og Anna fra Opsang ordner resten.
Koncerterne er et tiltag under kulturpuljen, og er derfor gratis. De skal afholdes i 2020 og kan afholdes både ude og inde.
Syng og lad hjertet tale! En kærlig opsang om at give plads til musikken, stemmen, sjælen og fællesskabet midt i en sørgmodig og indadvendt krisetid.
Stemmen er sjælens spejl. Og sang er den mest direkte vej til at få sjælen til at flyve. Vi bliver helt automatisk glade af at synge, især når vi synger sammen med andre belønner kroppen os med lykkehormoner.
Det betyder ikke noget, hvordan det lyder - bare vi synger sammen. Når vi synger sammen, hører vi sammen. Forskning viser, at sang er den mest direkte genvej til at skabe relationer og knytte bånd. Fællessang er noget helt unikt dansk/nordisk, vi har altid sunget sammen i svære tider. Så lad os bære faklen videre og blande de gamle og kendte klassikere med nye, mere moderne sange.
Der er brug for hvert et næb. Her kan man komme med lille, stor smuk eller brummende stemme. Vi lægger sangene i tilpas toneleje, så vi ikke lyder som kværkede kalkuner. Og er man ikke den store sangfugl, så handler fællessang i høj grad også om at dele smuk poesi og livsbekræftende ord her midt i en svær tid. Kort sagt: en påmindelse om det, der gør livet værd at leve!
Vi spiller og synger med god afstand. Arrangementet afholdes efter alle myndigheders retningslinjer. En koncert kan holdes udendørs eller deles i 2 dele, så flere får glæde af den.
Hvad har vi brug for? Kun adgang til strøm
Sara Futtrup: Sanger, sangskriver, kulturformidler. Står for ugentlig fællessang på Kulturstationen Vanløse. Se: sarafuttrup.com
Anna Kruuse: Sanger, komponist og underviser. Fællessang med voksne og børn under Spil-dansk, I DR-Byen. Se: annakruse.dk
Planlagte koncerter
De koncerter, der allerede er afholdt, eller som er planlagt, ligger i følgende kommuner. Vil du vide hvilke plejehjem det drejer sig om, så kontakt Sara Futtrup:
- Albertslund
- Glostrup
- Gladsaxe/ Bagsværd
- Herlev
- Kongens Lyngby
- Rødovre