Ny leder i vågetjenesten?
Kurset ”Ny leder i vågetjenesten” er for dig, der er ny aktivitetsleder i en vågetjeneste eller som overvejer at starte en vågetjeneste. Det kan også være, at du har en eller flere vågere, der går til hånde og hjælper dig med ledelsesopgaver fx med at koordinere vagter, passe vågetelefonen eller med at gøre reklame for vågetjenesten. Så er det en god ide at tilmelde dig/jer dette kursus.
Hvis I er flere om opgaven lokalt, opfordrer vi til, at I tager afsted sammen. Efter kurset har du et klart billede af, hvad der skal til for at starte og drive en succesfuld vågetjeneste. Du bliver klædt på til opgaverne og rollen som frivillig leder af en vågetjeneste.
Kurset har fokus på det særlige som ledelsesopgaven i vågetjenesten kræver:
- Vågeopgaven og den gode organisering
- Vågerne – rekruttering og fællesskab
- PR og samarbejde med plejepersonalet – bliv brugt, når der er et behov
- Lederansvar – hvem er jeg som leder af frivillige?
- Værktøjskassen med materialer og netværket med andre aktivitetsledere i vågetjenesten.
Kort tilmeldingsfrist: Seneste tilmelding er søndag d. 6. oktober.