Pressemeddelelse Spis samtalen i gang på biblioteket
Spis samtalen i gang på dit lokale bibliotek
Sådan lyder opfordringen, når landets biblioteker i uge 17 åbner dørene til veldækkede borde, samtalemenuer og fællesspisninger for mennesker, der måske nok kender biblioteket, men ikke hinanden.
Invitationen kommer fra Folkebevægelsen mod Ensomhed, DR og bibliotekerne, der er gået sammen om at styrke det lokale fællesskab og bekæmpe ensomhed gennem fællesspisninger på biblioteker rundt om i landet.
Lokalafdelingerne i blandt andet Skive, Svendborg, Roskilde, Gentofte, Taastrup, Aalborg og Thisted deltager.
Fællesspisningerne er en del af den nationale Danmark Spiser Sammen-uge, som Folkebevægelsen mod Ensomhed står bag for fjerde år i træk, og temasamarbejdet ”Maden mellem os”, som DR og bibliotekerne har kørt siden uge 11. I et samarbejde mellem de to initiativer vil gæsterne til udvalgte fællesspisninger få mulighed for at møde deltagerne fra det DR-aktuelle program ”Maddysten”, der er en del af DRs fokus på maden som bindeled mellem mennesker.