Svært at få plejehjemsplads i Danmark
Det virker næsten utopisk at tale om selvbestemmelse i en situation, hvor der er så få ledige plejehjemspladser, at de faktisk ikke er en valgmulighed.
Ældre Sagens budskab er klart og tydeligt: Der skal anskaffes flere plejehjemspladser, hvis ældrereformens vision om selvbestemmelse skal ud og passe til virkelighedens behov.
85-årig mand, hvis kone døde sidste år, sidder i kørestol og skal have hjælp til alt. Han får hjemmehjælp fem gang dagligt. Når han er hjulpet op om morgenen og fået tøj på, sidder han i sin stol indtil han bliver hjulpet i seng igen. Han har to gange fået afslag på en plejehjemsplads.
(Ældre Sagen har i samarbejde med vores frivillige indsamlet konkrete erfaringer om hvor svært det kan være at få en plejehjemsplads)
Store forskelle kommunerne imellem
Værdig ældrepleje hænger uløseligt sammen med en reel mulighed for at komme på plejehjem, når man ikke længere kan klare sig i eget hjem. Men vores 215 lokalafdelinger oplever et forsømt område. De har i hele 2024 har haft særligt fokus på plejehjemspladser og oplever en særdeles stram visitation og at der ikke bygges nye plejehjem. På tværs af kommunerne er der tillige store forskelle på, hvor mange plejehjemspladser, der er til rådighed.
Myter og virkelighed
Vi oplever i disse år et stigende antal ældre samt et stigende antal ældre med demenssygdom. Det betyder i praksis, at behovet for plejehjemspladser også stiger. Netop demens er en af de primære årsager til, at ældre flytter på plejehjem i dag.
Vores lokalafdelinger får ude i kommunerne at vide:
Planer om at lukke eksisterende plejehjemspladser
Argumenter om overkapacitet
Ventelisterne er ikke blevet længere
Ældre er blevet sundere
Ingen ældre vil bo på plejehjem
90-årig kvinde i kørestol og med KOL fortæller, at hun har fået afslag på plejehjem. Visitationen mener hun er for god til plejehjem, fordi hun selv kan spise og klare toiletbesøg. Kvinden får hjemmehjælp 4/5 gange i døgnet af mange forskellige hjemmehjælpere.
(Ældre Sagen har i samarbejde med vores frivillige indsamlet konkrete erfaringer om hvor svært det kan være at få en plejehjemsplads)
Partnerskab om plejehjem
Ældre Sagen anerkender ældrereformens ambition om at etablere 3.000 nye plejeboliger, men det er langt fra nok. Hvis vi skal fastholde det nuværende behov skal der etableres 14.000 nye plejehjemspladser inden 2030.
Der er i den grad behov for en større indsats, hvis der skal sikres nok plejehjemspladser.
Ældre Sagen opfordrer derfor Ældreminister Mette Kierkgaard til at nedsætte et partnerskab for at sikre, at antallet af plejehjemspladser passer til antallet af svækkede ældre med behov for en plejehjemsplads.
Voksent barn fortæller om hendes far, der har søgt om en plejebolig. Han sidder i kørestol og er fysisk svækket. Visitator har sagt, at han slet ikke er dårlig nok til en plejehjemsplads, og at han vil have det bedst i eget hjem med mere hjemmehjælp. Visitator fortæller også, at plejehjem kun er for mennesker med demens.
(Ældre Sagen har i samarbejde med vores frivillige indsamlet konkrete erfaringer om hvor svært det kan være at få en plejehjemsplads)