Danmarks nationale demenssymbol
FFDD, Folkebevægelsen For et Demensvenligt Danmark, har udviklet en række genstande med symbolet, så det kan bruges på forskellige måder alt afhængig af ønsker og behov. Det er selvfølgelig helt op til den enkelte bruger, om og hvordan det giver mening at benytte symbolet.
Men én målgruppe er mennesker med demens, en anden er erhvervslivet, den brede befolkning, pårørende, frivillige eller fagfolk. Alle spiller vi en rolle i at fremme det demensvenlige samfund.
Med disse tre handleråd kan vi alle give mennesker med demens en håndsrækning:
- Tag kontakt - Smil og vær imødekommende
- Tal tydeligt - Stil ét spørgsmål ad gangen
- Vær tålmodig - Sæt tempoet lidt ned, og hjælp gerne på vej
Ældre Sagens frivillige spiller en vigtig rolle både som demensansvarlige, aktivitetsledere og frivillige indenfor aktiviteter og arrangementer. FFDD har udviklet materiale, der kan støtte op om det arbejde, I allerede gør i Ældre Sagens regi. FFDD og Ældre Sagen håber, vi alle vil være med til at brede nyheden ud i lokalafdelingerne og i lokalsamfundet fra uge 19, hvor det nye nationale demenssymbol lanceres. Tag også gerne fat i demenskonsulenterne i Ældre Sagens frivilligafdeling, for sparring, ideer eller ønsker.
Og kontakt gerne Malene Aadal Bo fra Demensvenligt Danmark, hvis I vil høre mere: malene@demensvenligtdanmark.dk
Hvordan symbolet blev til
I januar 2020 tog vi i Demensvenligt Danmark første spadestik i udviklingen af Danmarks nationale demenssymbol. Det har været en lang rejse - rig på indsigter, meninger og holdninger. Vi har udgivet en stor rapport med indsigter, som har dannet grundlag for et forløb, hvor to grupper af mennesker med demens har været centrale i udviklingen af både form og farve på demenssymbolet. Vi har været gennem rigtig mange symbol-retninger, farver og drøftelser om tekst/ikke tekst på symbolet.
Vi har haft flere løsninger gennem tests - sammen med mennesker med demens og deres pårørende. Målet har været at finde dét symbol, der skal være vores nationale demenssymbol og de genstande, symbolet skal være på.