Foredrag om kunst, arkitektur og design
Gruppetilbud til Ældre Sagens lokalafdelinger
Mathilde Teglgaard Nielsen tilbyder oplevelser med kunst, arkitektur og design i mange afskygninger; foredrag, museumsbesøg, byvandringer, busture og rejser. Hele kunst- og arkitekturhistorien er hendes arbejdsfelt, og har I særlige ønsker, skræddersyr hun et arrangement specielt til jer. Her følger tre foredrag udvalgt til jer:
Danske stjernearkitekter
Hvad ville Sydney være uden sit Operahus, Aarhus uden sit rådhus og København uden sine havnebad? Dette foredrag fortæller historien om dansk arkitektur fra nyklassicisme og historicisme over funktionalisme og postmodernisme til nutidens mangfoldige strømninger ved at sætte fokus på nogle af de mesterarkitekter, der har tegnet udviklingen siden begyndelsen af 1800-tallet. Hvorfra hentede de deres inspiration, og hvori bestod deres originalitet. Vi skal stifte bekendtskab med bl.a. C.F. Hansen, M.G. Bindesbøll, Martin Nyrup, Ragna Grubb, Arne Jacobsen, Jørn Utzon, Dorte Mandrup og BIG.
Dansk kunst fra det moderne gennembrud til i dag (ca. 1880-2022)
Foredraget omhandler dansk kunst fra ca. 1880 og frem til i dag. Vi ser nådesløs realisme og lysflimrende impressionisme, møder dyb symbolisme og ornamental skønvirke før vi når til den store stil og modernismen med alle dens ismer. Længe udgår de væsentligste impulser fra Frankrig, men fra ca. 1960 kommer inspirationen især fra New York. Minimalisme, popkunst, konceptkunst og et væld af nye udtryksformer ansporer danske kunstnere til at gå nye veje. Undervejs optræder bl.a. Anna Ancher, Vilhelm Hammershøi, J.F. Willumsen, Francisca Clausen, Asger Jorn, Kirsten Justesen, Per Kirkeby og Olafur Eliasson.
Kend din klassiker
Venus' fødsel, Mona Lisa, Las Meninas, Frokost i det grønne, Åkander, Stjerneklar nat, Skriget, Guernica, No. 5 1948 og Marilyn Diptych - mange kan sætte billeder på de nævnte titler. Men hvorfor er det, at disse malerier er så berømte? I dette foredrag betragter vi værkerne fra mange perspektiver. Vi hører om kunstnerens inspirationskilder og forarbejder. Vi går under overfladen på værkerne og hører om deres tilblivelsesproces; om teknikker og materialer. Vi diskuterer motivernes betydning. Vi sætter værkerne i relation til deres samtid, den kunstneriske og samfundsmæssige udvikling. Vi hører om værkernes livshistorie; rejser, flytninger, konservering og et tyveri. Om kopier, varianter og parafraser. Om samtidens og eftertidens modtagelse og fortolkninger af værkerne. Og om myter om dem.
Pris og kontakt:
3.000 kr. - Foredrag 2 x 45 minutter (15 minutters pause).
6.000 kr. - Temadag 4 x 45 minutter (fx 1 times frokostpause og to korte pauser).
Kontakt: Mathilde Teglgaard Nielsen
Mail: mathildetnielsen@hotmail.com
Telefon: 42 92 51 82