Opsamling på Fælles indsats
Ældre Sagen er bekymret for plejehjemskapaciteten i Danmark. Det er vi både her og nu og i fremtiden. Vi er bekymrede, fordi kapacitet og behov ikke hænger sammen. Der er et stærkt stigende antal ældre og stor stigning i antallet af mennesker med demens. Samtidig er dækningsgraden for plejehjemspladser faldet fra 20% i 2012 til 14% i 2024 set ift. antal 80+ årige. Det betyder, at langt færre ældre, som ønsker at flytte på plejehjem, har mulighed for at blive visiteret til det.
Tæt samarbejde med lokalafdelinger og koordinationsudvalg
Ældre Sagen har i Fælles indsats i 2024 haft fokus på at belyse, hvor stort det reelle behov for plejehjemspladser er i de enkelte kommuner samt arbejdet for, at kommunerne skal etablere flere plejehjemspladser i fremtiden. Fælles indsats er båret af et godt og tæt samarbejde mellem sekretariat, lokalafdelinger og koordinationsudvalg (KOU) over hele landet.
Mørketal i kommunerne
Det er vanskeligt at afdække, hvor mange ældre, der bliver afvist – selv om de ønsker at flytte på plejehjem. Kommunerne er nemlig ikke forpligtet til at registrere eller oplyse hverken antallet af ældre, der får afslag på en plejehjemsplads eller ældre som tales fra overhovedet at søge. Det er vores oplevelse, at mange ældre, som har brug for at flytte på plejehjem, ikke får mulighed for det, fordi kommunen ikke vil visitere dem til en plejehjemsplads. Hvor mange, det drejer sig om, gemmer sig i et såkaldt mørketal. Det er et tal, der ikke er belyst i statistikker eller på kommunens hjemmeside.
Resultater af indsatsen
De vigtigste resultater af vores Fælles indsats i 2024 er:
- I foråret fik sekretariatet tilbagemeldinger fra 32 lokalafdelinger og KOU, som havde været i dialog med deres kommune om det faktiske antal af plejehjemspladser set i forhold til, hvad kommunerne selv har opgivet til Plejehjemsoversigten. I mange kommuner var der stor forskel på det antal plejehjemspladser, kommunen havde opgivet til Plejehjemsoversigten og det, der står på deres hjemmeside.
- Rejseholdet har efterfølgende foretaget en systematisk gennemgang af alle kommunernes indberetninger til Plejehjemsoversigten sammenlignet med deres egne hjemmesider. Her viser det sig blandt andet, at der i 66 kommuner ikke er overensstemmelse mellem oplysningerne.
- Generelt har vi i Fælles indsats fået afdækket, at mange kommuner indberetter et højere antal plejeboliger til Plejehjemsoversigten, end det tal, der fremgår af deres egne hjemmesider. I de fleste tilfælde skyldtes det, at kommunen fejlagtigt også havde indberettet korttidspladser, midlertidige pladser og genoptræningspladser til Plejehjemsoversigten. Derved fremstodderes dækningsgrad højere, end den reelt var.
- I efteråret har vi fået afklaret, at der også er et mørketal i forhold til ældre, der ønsker at flytte på plejehjem, men ikke kan blive visiteret til det på grund af en stram visitation Det gælder også ældre, som har et stort behov for og ønske om at flytte på plejehjem. Det understreger vores pointe om, at ventelisterne ikke viser det sande billede af kommunernes plejehjemskapacitet, da ventelisterne kun medregner de få ældre, der er sluppet igennem den stramme visitation. Ventelisterne afspejler med andre ord ikke, hvor mange ældre der totalt set har behov for en plejehjemsplads.
- Vi har modtaget 25 henvendelser fra lokalafdelinger og KOU med fortællinger om ældre, der har oplevet, at deres ønske om at flytte på plejehjem er blevet afvist af visitationen i deres kommune.
- Vi tillader os at formode, at de 25 fortællinger, vi har modtaget, kun er toppen af isbjerget. Der er givet mange andre tilsvarende fortællinger, som ikke er kommet frem i dagens lys. Det kan skyldes, at det har været en svær opgave for lokalafdelingerne og KOU at finde ældre og pårørende, som har lyst til at fortælle om deres oplevelser med visitationen i kommunen af frygt for repressalier. Af samme grund har det også været svært at afsætte historierne om manglende plejehjemspladser til lokal- og landsdækkende presse, fordi ældre og deres pårørende ikke har mod på at gå i medierne.
Samlet konklusion
Samlet set er vores konklusion, at Fælles indsats 2024 har haft en stor effekt, både på det lokalpolitiske og landspolitiske område:
- Lokalpolitisk har lokalafdelinger og KOU bidraget til, at vi sammen har fået gjort politikerne i byråd/kommunalbestyrelser opmærksomme på, at kommunerne står overfor store udfordringer med at sikre, at de har nok plejehjemspladser set i forhold til det stigende antal 80+ årige samtidig med, at antallet af mennesker med demens også stiger markant i de kommende år som følge af den demografiske udvikling.
- Vi har kastet lys på, at der eksisterer et mørketal, som indikerer, at kommunerne via en meget stram visitation holder antallet af visiterede borgere til plejehjemspladser på et lavere niveau end det reelle behov. Dette bruger politikerne som argument for, at der ikke mangler plejehjemspladser i deres kommune.
- Landspolitisk har vi brugt Fælles indsats som udgangspunkt for et brev til ældreminister Mette Kierkgaard, hvor vi udtrykker Ældre Sagens store bekymring for, at kapaciteten på plejehjemsområdet ikke er tilstrækkelig, hverken nu eller når vi ser ind i kommunernes store udfordringer i den nærmeste fremtid. Vi har understøttet vores budskab med cases indsamlet af lokalafdelinger og KOU.
- Vi opfordrer ministeren til, at hun tager initiativ til, at regeringen både lovgivningsmæssigt og økonomisk understøtter, at der sker en nødvendig udvidelse af plejehjemskapaciteten i kommunerne. Vi foreslår konkret, at hun nedsætter et partnerskab, hvor Ældre Sagen gerne deltager.
Tak for godt og konstruktivt samarbejde
Rejseholdet vil gerne sige tak til lokalafdelinger og KOU for det gode og konstruktive samarbejde, vi har haft i Fælles indsats for at få mere viden om og opmærksomhed på plejehjemsområdet og behovet for flere plejehjemspladser i kommunerne.
Uden den store lokale indsats ville vi ikke, i samme grad, kunne afdække udfordringerne på plejehjemsområdet. Fælles indsats er således et godt eksempel på, hvordan de lokale indsatser har stor betydning for, at vi kan sætte problemstillinger på den landspolitiske dagsorden.
Det havde vi ikke kunnet gøre uden jeres store lokale engagement og indsats.
Vil du vide mere?
Så kan du læse mere om henvendelsen ”Plejeboligmangel rimer ikke på selvbestemmelse” til ældreminister Mette Kierkgaard på Ældre Sagens hjemmeside. Linket er her: https://www.aeldresagen.dk/maerkesager-og-resultater/viden-og-tal/oevrige/2025-plejeboligmangel-070125
Læs desuden artiklen ”Der mangler tusindvis af plejeboliger” i medlemsbladet fra oktober 2024. Linket er her: https://issuu.c”Plejeboligmangecom/aldresagen/docs/medlemsblad_4-2024_web