Distriktets it-organisation
Distriktets IT-aktiviteter.
Distrikt 5 har (per jan. 2019) ca. 145 IT-Frivillige fordelt på de 16 lokalafdelinger.
Én enkelt IT-frivillig kan godt deltage i mere end én IT-aktivitet, f.eks. kan den samme person være IT-underviser og hjælpe til i IT-cafeen.
Derfor er der ca. 210 "IT-kasketter" i distriktet.
IT-aktiviteterne i de 16 lokalafdelinger er meget varierede, og ligeledes antallet af IT-frivillige: Jo flere IT-frivillige, jo flere aktiviteter.
Generelt dækker distriktet disse IT-aktiviteter:
- IT-undervisning: holdundervisning i et kursusforløb over nogle uger,
- IT-cafe, også kaldt Datastue : en (eller mere) ugentlig "åben hus" dag, hvor "kunder" kan møde op og få løst individuelle udfordringer,
- IT-hjælp i hjemmet: én-til-én assistance ude i hjemmet,
- IT på plejehjem: ikke undervisning, men assistance til at bruge IT som "engagements-hjælp" på et plejehjem,
Lidt historik.
Distriktets IT-koordinatorgruppe har siden foråret 2011 arrangeret 2 IT-Temadage per år, hvilket betyder, at per marts 2019 er der arrangeret i alt 17 IT-Temadage, typisk med 3 faglige IT-emner per dag, derfor er der blevet gennemgået / præsenteret ca. 50 emner til inspiration for distriktets mange IT-frivillige.
Organisation af distriktets IT-frivillige.
Hver lokalafdeling har 1 IT-kontaktperson, valgt i eller udpeget af lokalafdelingen.
Distriktets IT-frivillige i en af de 4 kommuner udpeger 1 repræsentant fra den pågældende kommune til at sidde med i distriktets IT-koordinationsgruppe.
De 4 IT-koordinatorer udpeger fra sin egen gruppe det medlem, som skal repræsentere fagområdet IT i distriktets bestyrelse.
Organisation af vores IT-Temadage.
Typisk bliver de 2 årlige IT-Temadage organiseret på følgende måde:
- Distriktets 4 IT-koordinatorer mødes sidst på året og holder en "ide-udveksling / brainstorming" af mulige emner, afhængigt af hvad der sker i samfundet under det brede begreb "digitalisering".
Gruppen finder typisk ca. 20 emner, som kan tænkes at have relevans for vores målgruppe: De IT-frivillige og de "kundetyper", som vores IT-frivillige henvender sig til.
Disse 20 emner bliver efterfølgende opdelt i prioriteringsgrupper : Høj, middel, lav. - Den fremstillede "Ide-liste" med de prioriterede forslag fremsendes i begyndelsen af januar til de 16 IT-kontaktpersoner, med en opfordring til at supplere listen med egne forslag.
- De 16 IT-kontaktpersoner indkaldes til et "planlægningsmøde" i slutningen af januar, hvor de prioriterede emner kort gennemgås, hvorefter der på demokratisk vis stemmes om, hvilke emner, der skal arbejdes videre med.
- De 4 IT-koordinatorer har herefter opgaven med at finde kompetente indlægsholdere til at dække de udvalgte emner for de planlagte 2 IT-Temadage, med 3-4 emner per temadag.
Det er altid en balance mht. at finde kompetente indlægsholdere, da distriktet ikke har økonomiske midler til at aflønne indlægsholderne; derfor er vi afhængige af firmaer / institutioner / personer, som vil afholde et indlæg med et minimalt omkostningsniveau; og vi er taknemmelige for at dette ofte lykkes.
Deltagelse i IT-temadagene er gratis for deltagerne. Økonomien til at afholde de 2 årlige IT-Temadage dækkes primært fra IT-landspuljen for distrikterne. sekundært af distriktets egne midler.