Arbejdsopgaver
At skabe gensidig inspiration lokalbestyrelserne imellem, hjælp til fælles rabatter, samarbejde om større arrangementer og på sigt at udbygge en videnbank.
Fynsk forårspust til kulturen
Der var indlæg fra en professor ved Syddansk Universitet og fra en græsrod fra den foreningsdrevne biograf i Nørre Aaby.
Det gav både spændstighed og spændvidde i indlæggene, da i alt seks foredragsholdere tirsdag den 28. marts i Hjallese Forsamlingshus var med til at udgøre en stamme på et halvt hundrede deltagere fra Ældre Sagen. Sammen ønskede de at give et forårspust til kulturen.
- Det er første gang, vi har en kulturtemadag, så I er pionerer, kunne fagudvalgsformand Hanne Grove konstatere i sin velkomst.
Med nu flere end 70.000 arrangementer om året kan ingen med rimelighed klandre Ældre Sagen for manglende aktivitet. Men rammer vi med vore kulturtilbud plet på skiven, eller er der hjørner, vi ikke når ud i? Kan vi for eksempel hente inspiration i Nyborg Kommune, hvor langtidssygemeldte som et forsøg får kultur på recept og vandrer i skoven, mens de lytter til litteratur med højttalere i ørerne? Det skal styrke selvværdet og mindske stress, som en af oplægsholderne kunne berette.
Ja, der er noget at hente og bygge videre på. En fortællecafé med speciel underlægningsmusik for demente var en af de umiddelbart afledte muligheder fra dette oplæg. Det nåede en gruppe frem til ved de efterfølgende bordsamtaler.
Her blev det også konkretiseret, at læsekredse baseret på udsøgte bogpakker fra biblioteket har stor effekt. Materiale om for eksempel demens kan således være læserens direkte adgang til selverkendelse og dermed tidlig opsøgning af behandling.
Litteratur på recept er derfor endnu en vej at gå ind på. Det kan være til stor hjælp ved belastede familie relationer, som det kan være svært at tale med udenforstående om. Problemerne kan i en læsekreds bearbejdes med både distance, anonymitet og udbytte, når lignende forhold er beskrevet i romanform. Og kombinationen af læsekreds og efterfølgende biografbesøg til den filmatiserede roman praktiseres med succes i Nørre Aaby, fremgik det af et oplæg. Så dermed endnu et ”guldkorn” lagt til spiring.
En oplægsholder undlod ikke en godmodig provokation: Når ”Ældre Sagen” Googles sammen med ”tilbud” giver det 190.000 hits. Sammen med ”folkeoplysning” er tallet blot 3000.
Hvor mange flere hits dette sidste tal vil øges med efter træffet i
Hjallese er imidlertid med professor Johs. Nørregaard Frandsens udlægning af kulturbegrebet ikke så afgørende. Kultur er nemlig: At ville noget, kunne det og gøre det.
Med den inspiration satte deltagerne efter seks timers samvær igen kursen mod deres respektive lokalafdelinger, som nu kan se frem til at høste frugterne af en forårsdag på Fyn.
Tekst: Carsten Esdahl. Foto: Lone Ebbesen. Layout: Ole Møller.
Klik på nedenstående link for adgang til artiklen med fotos:
/-/media/frivilligportal/distrikt-6/kultur/referater/fynsk-forrspust-til-kulturen.pdf