Støtte efter servicelovens § 18 og § 79
Støtte efter servicelovens § 18
Ældre Sagens lokalafdelinger kan søge om økonomisk støtte til social humanitære aktiviteter hos kommunen. Det er servicelovens § 18, det her handler om.
Mulighederne for at søge tilskud efter servicelovens § 18 er formuleret således i social- og indenrigsministeriets vejledning:
”Ifølge servicelovens § 18 Kan frivillige sociale organisationer og foreninger søge om § 18-støtte til den del af den frivillige sociale aktivitet, hvor den frivillige indsats er den afgørende. Ved tildeling af midler kan kommunen lægge vægt på at støtte konkrete aktiviteter i organisationerne, f.eks. rådgivninger, frivillige støttepersoner og ledsageordninger. Der kan gives økonomisk støtte til f.eks. lokaler, telefon eller anden form for kontorarbejde i de tilfælde, hvor det vurderes at være en nødvendig ramme for den frivillige indsats. Vær opmærksom på, at kommuner i vid udtrækning støtter med andre ting end penge, f.eks. ved at stille gratis lokaler til rådighed og yde sekretariatsbistand” (læs mere på sim.dk)
Det er konkrete aktiviteter med et social sigte, der kan søges støtte til. Så vær opmærksom på, at ansøgningen beskriver jeres projekt med målgruppe, budget og formål. Kommunerne har hver især besluttet, hvordan ansøgningsproceduren foregår. Det kan der læses mere om på den kommunes hjemmeside. Der er også forskellige tidsfrister, blanketter mv. Alt det må undersøges i egen kommune.
Ofte – men ikke altid – vil kommunen angive en ansøgningsfrist. Vær opmærksom på, at nogle kommuner har én eller to årlige frister, mens andre kommuner har løbende ansøgningsrunder. Stortset alle kommuner vil støtte Ældre Sagens lokale aktiviteter, så det er en god mulighed for at få dækket nogle af udgifterne til vores sociale aktiviteter.
Støtte efter servicelovens § 79
§ 79 i lov om social service siger, at kommunerne kan iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Det er ikke alle kommuner, der bruger denne paragraf, men nogle steder afsætter man en pulje til forskellige aktiviteter, der ikke passer ind under § 18. Så I må selv undersøge om jeres kommune bevilger støtte efter § 79.
Spørg jeres kommune om midler til det frivillige sociale arbejde
Alle kommuner skal afsætte penge til frivilligt socialt arbejde for borgere med behov for hjælp og støtte. De må gerne afsætte mere, end de får i årligt statstilskud, men staten kan ikke diktere, hvor meget hver kommune afsætter. Der er forskel på hvor meget de enkelte kommuner afsætter til det frivillige social arbejde og til uddeling efter § 18. Nogle kommuner bruger også af de penge, de får fra staten til at finansiere frivillig-centre eller ansætte frivillig koordinatorer mv.
Danmarks Statistisk har ansvaret for at udarbejde redegørelser for brugen § 18 midlerne (tidligere havde Ankestyrelsen for social- og indenrigsministeriet det ansvar). I redegørelserne kan I se hvor meget jeres kommune er tildelt fra staten, og hvor meget de har udbetalt i støtte.
Seneste redegørelse fra 2014 hedder: § 18-redegørelsen - Det kommunale samarbejde med frivillige sociale foreninger.