It-hjælp i hjemmet
En it-hjælper tager efter aftale ud i private hjem og hjælper med diverse it-problemer. It-hjælperens opgave kan være at forsøge at afhjælpe små problemer med computeren og måske give gode råd til arbejdet fremover, der vil gøre det nemmere at overskue it-opgaverne.
Nogle af de spørgsmål en it-hjælper møder, er fx:
- Hvordan kommer jeg i gang med at bruge et mail-program?
- Skriften på min skærm er alt for lille. Hvordan gør jeg den større?
- Jeg kan ikke finde ud af at åbne et billede i en mail.
- Hvordan installerer jeg en ny printer?
- Mine børnebørn har lagt spil ind på computeren, og nu virker mine programmer ikke mere.
- Jeg står overfor at skulle købe en ny computer – hvad har jeg brug for, hvad skal jeg være opmærksom på?
- Jeg kan ikke komme i gang med min nye tablet
- Mit nye smart tv vil ikke vise mine kanaler
En it-hjælper tilbyder som regel ikke generel undervisning i et længere tidsforløb, men vejledning indenfor et afgrænset område, som fx i brugen af internet og e-mail.
Hjælpen gives efter princippet hjælp-til-selvhjælp eller som bruger-til-bruger-støtte.
It-hjælperen er ikke:
- En lønnet ansat
- En erstatning for en ekspert/konsulent
- En, der kan eller skal træffe beslutninger for den person, hjælperen besøger
- Til rådighed for telefonsupport, undtagen efter aftale
It-hjælperen foretager ingen tekniske reparationer.
Kørsel
Din lokalbestyrelse kan vælge, om der skal ydes kørselsgodtgørelse for de udgifter, der er forbundet med din kørsel. Det er alene op til lokalbestyrelsen at træffe denne beslutning. Hvis din lokalbestyrelse har truffet beslutning om at yde kørselsgodtgørelse til it-hjælpere, og det ikke kan lade sig gøre at få dækket kørselsudgifterne ved hjælp af lokalafdelingens egne midler eller paragraf 18 midler, er en mulighed, at I opkræver deltagerbetaling for kørslen.
Til brug for udbetaling af kørselsgodtgørelse kræver Skat en liste med navn og adresse samt kørte km. for hvert besøg. Udbetalingen af kørselsgodtgørelse kan kun ske via kassereren mod ovennævnte dokumentation. Listen anvendes også til afregning af evt. brugerbetaling, hvis det er sket direkte til it-hjælperen.
Du altid velkommen til at kontakte regnskabskonsulenterne i Ældre Sagens Økonomiafdelingen med råd om, hvordan ovenstående kan gøres bedst muligt: Tlf. 33 96 86 86 eller e-mail: aeldresagen@aeldresagen.dk.
Id-kort
Frivillige, der kommer i andres hjem, skal kunne legitimere sig som frivillige i Ældre Sagen. Derfor har Ældre Sagen udfærdiget et særligt id-kort til alle frivillige, der skal ud og løse en opgave i andres hjem.
For at få tilsendt et id-kort, skal du sende et vellignende foto samt navn, adresse og eventuelt medlemsnummer til Ældre Sagen, att. FrivilligService, Snorresgade 17-19, 2300 København S eller til e-mail: frivilligservice@aeldresagen.dk
Forsikring og ansvar
Ældre Sagen har tegnet en ansvarsforsikring, arbejdsskadeforsikring og en ulykkesforsikring, der dækker alle frivillige.
Forsikringen dækker det, der kaldes almindelige frivillige opgaver. Når du som it-hjælper hjælper med computerrelaterede problemer, ligger dette udenfor dette område. I en del tilfælde vil du som it-hjælper ikke være omfattet af forsikringsdækningen. Men der kan være enkelte tilfælde, hvor forsikringen alligevel dækker – det vil altid bero på en konkret og individuel vurdering, om en skade er dækket eller ej.
Tab af personlige data, programmer eller skade på computeren er derfor uden forsikringsdækning og kan medføre erstatningsansvar for dig.
Der kan altså ikke opnås erstatning for skader af nogen art i forbindelse med it-hjælpen, ligesom ansvaret for eventuelle ulovlige handlinger, såsom piratkopiering, krænkelse af licensrettigheder, patentrettigheder eller lignende, er forhold som må afgøres de to personer imellem og ikke et anliggende, der kan involvere Ældre Sagen.
Det er derfor vigtigt, at du som it-hjælper pointerer overfor modtageren af hjælpen, at det er på brugerens egen risiko, hvis du i samråd med brugeren foretager justeringer, installeringer eller fejlafhjælpning på computeren. Såfremt modtageren af hjælpen ikke er indstillet på dette, skal du afholde dig fra at forsøge at hjælpe. For at gøre dette klart for modtageren af din hjælp, skal du ved et hvert besøg lægge en beskrivelse af vilkårene frem - til dette formål skal du udskrive og medtage følgende pdf-dokument og overrække dette til vedkommende:
Du kan også vælge at indgå en aftale, hvor hjælpemodtageren underskrive vilkårene for at få it-hjælp:
Aftale med modtager af it-hjælp
Skulle uheldet være ude, skal du altså ikke anerkende ansvaret og erstatningspligten. I stedet skal du straks rette henvendelse til din it-aktivitetsleder eller lokalformand, som så efterfølgende henvender sig til Ældre Sagens jurister i Sekretariatet, der vil være behjælpelig med at afklare forsikringsspørgsmål.
For nærmere information om Forsikringsforhold se side 32 i:
Håndbog 2024 for bestyrelser og frivilligledere
Hjælp til det du hjælper med
Har du i dit hjælpearbejde behov for demoversioner, øvelsesprogrammer eller fx råd og vejledning ift. at undgå digital svindel eller benytte streaming, så finder du ressourcer her:
Kurser og webinarer for frivillige
Når du er registreret som frivillig, vil du automatisk modtage et kursuskatalog. Kurserne er gratis, og tilmelding sker her:
Kurser og webinarer for it-frivillige
Registrering som frivillig
Når du underskriver frivilligaftalen som it-hjælper, vil vi registrere dig i vores database. Denne registrering følger selvfølgelig persondataforordningen. Du vil derefter kunne få id-kort, være dækket af Ældre Sagens forsikringer for frivillige og modtager bladet AKTIV og nyhedsbrev på den e-mailadresse, som du opgiver. Til brug for registreringen skal FrivilligService have: Dit navn, adresse, telefonnummer, eventuelt e-mailadresse, fødselsdato og eventuelt medlemsnummer.