For instruktører og holdledere
Instruktør - Naturen som træningsrum
Som instruktør, skal du træne et hold med 10 til 25 deltagere udendørs. Det kan fx være i skoven, i parken, på stranden eller i plejehjemmets have. Målet er at vedligeholde og måske forbedre deltagernes kondition, muskelstyrke, knogler, smidighed og balance.
Motionen tilrettelægges ved hjælp af de naturlige ”redskaber”, som omgivelserne byder på. Fx kan der trænes muskelstyrke op ad et træ, balance på ujævn skovbund og konditionstræning op og ned ad en bakke. Er der en decideret udendørs træningsplads med redskaber, så kan den selvfølgelig også bruges til motion i naturen.
Selve træningen tager ofte en time til halvanden.
Kurser og hjælp til instruktører
Inden du starter som instruktør i Ældre Sagen, får du mulighed for at deltage på et kursus, hvor du får både teoretisk og praktisk indsigt i træning af ældre.
Derudover kan du løbende deltage på instruktørkurser, der kan give dig viden og inspiration.
Holdleder for et gåhold
Som holdleder har du en gruppe på 10 til 30 deltagere.
Målet med gåholdet er bl.a. at vedligeholde og forbedre deltagernes kondition. Samtidig bliver deltagernes bevægelighed, balance og knogler også styrket. En vigtig del er også, at deltagerne får et godt fællesskab med gode snakke og masser af frisk luft.
Som holdleder er det dig, der planlægger turens rute, tempo og længde. Gåturene skal planlægges, så de passer til deltagernes niveau. Det kan være meget korte gåture fx med rollator, lidt længere ture på 2 til 4 kilometer eller længere ture i hurtigt tempo.
Turene kan foregå på stier i nærområdet, eller lidt længere væk, hvor der er bedre forhold eller for at variere turene.
Selve gåturen tager ca. en time.
Holdleder for et cykelhold
Holdlederen planlægger turens rute, rute, tempo og længde, så den passer til den målgruppe, som holdet henvender sig til. Det kan være kortere cykelture på 5 til 10 kilometer, lidt længere ture på 10 til 25 kilometer i roligt tempo eller længere ture i hurtigt tempo.
Selve cykelturen tager som regel omkring 1 til 2 timer.
En del af et team
Der er ofte flere instruktører og holdledere tilknyttet Ældre Sagens motionshold. Dermed vil I være flere om at dele opgaverne, og ikke alle behøver at deltage hver gang.
Materialer og træningsprogrammer
Ældre Sagen har udarbejdet både øvelser og træningsprogrammer, som du kan bruge helt eller delvist, når du tilrettelægger træningen.