Danmarks første strategi mod ensomhed
Den nationale strategi og handlingsplan mod ensomhed har som mål at halvere ensomheden i den danske befolkning inden 2040.
Størstedelen af Folketingets partier blev med Aftalen om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2022-2025 enige om at afsætte midler til arbejdet med Danmarks første nationale strategi mod ensomhed og en dertilhørende handlingsplan.
Ældre Sagen og Røde Kors er facilitatorer
Begge dele skulle udarbejdes af et Nationalt Partnerskab mod Ensomhed, som Røde Kors og Ældre Sagen er udpeget som facilitatorer for. Social- og Boligstyrelsen og et tværministerielt sekretariat i regi af Social-, Bolig- og Ældreministeriet har understøttet dette arbejde.
Det Nationale Partnerskab mod Ensomhed består af aktører på tværs af sektorer, brancher og fagområder - myndigheder, virksomheder, organisationer, civilsamfund - som alle har bidraget til indholdet i strategi og handlingsplan.
Handlingsplan med 75 initiativer
En færdig strategi og handlingsplan mod ensomhed med i alt 75 initiativer blev offentliggjort d. 21. juni 2023.
Lokalt drejer det sig fx om et fortsat fokus på det gode værtskab, flere samarbejder med almene boligforeninger, flere tilbud og aktiviteter for mindre målgrupper (fx mandefællesskaber), samt flere tilbud for mennesker på plejehjem og for pårørende til alvorligt og langvarigt syge.