Her på siden får du nogle ideer til, hvordan du holder dig aktiv. I de næste afsnit kan du nemlig læse om, hvordan du træner din kondition, hvordan du træner din muskelstyrke, hvordan du kommer i gang med træningen med Ældre Sagens aktiviteter og hvordan du kommer i gang med genoptræning.
Træn din kondition
Du skal bevæge dig i et tempo, der gør dig meget forpustet for at træne din kondition. Du skal kun lige med nød og næppe kunne føre en samtale. Du kan fx gå en rask tur i skoven, lege fangeleg med dine børnebørn, gå op af trapper eller cykle en tur.
Træn dine muskler
I modsætning til konditionstræning skal du træne med en forholdsvis stor belastning for at styrke dine muskler. Du kan få belastning på dine øvelser ved at træne på maskiner i fitnesscentret. Du kan også træne med din egen kropsvægt som belastning. Eller træne med elastikker.
Læs artiklen: Kom godt i gang med styrketræning
Motion hos Ældre Sagen
Det er nemt at komme i gang med træningen igennem Ældre Sagen. Du kan gå til gymnastik, dans, træning i fitnesscentre, stavgang, gå- og cykelture og meget mere.
Vi har også det, vi kalder stolemotion, som er holdtræning. Og vi har motionsvenner, der kommer ud til dit hjem og motionerer sammen med dig.
Læs også: Find motion og aktiviteter nær dig
Hvis din lokalafdeling ikke har tilbud om motion endnu, så er første skridt at gøre opmærksom på, at der er et behov. Du kan måske være med til at starte noget op.
Genoptræning efter sengeleje
Genoptræning er et træningsforløb, der kan hjælpe dig, hvis du har været sengeliggende i en periode. Hvis du fx har ligget i sengen med influenza eller lungebetændelse. Din kondition og din muskelstyrke falder.
Læs artiklen: Genoptræning
En uges sengeleje betyder, at din kondition falder med ca. 10 pct. og din muskelstyrke bliver reduceret med op til 20 – 25 pct. Det er vigtigt, at du bliver genoptrænet, så du bedst kan modvirke sygdom.
Din kommune skal tilbyde dig genoptræning. Du kan enten selv henvende dig til kommunen eller få din læge, din familie eller din hjemmehjælper til at hjælpe dig med at kontakte kommunen.