Nye modregningsregler rammer igen pensionister
Tidligere blev en pensionist modregnet, hvis ægtefælle/samlever var i arbejde eller fik efterløn, sygepengepenge, dagpenge osv.
I 2023 ændrede man loven om modregning, så ingen blev modregnet af indkomst ved personligt arbejde, fordi man gerne ville have flere til at arbejde mere.
Da loven blev ændret, fremgik det klart, at ”indtægt ved personligt arbejde” også omfattede ”indkomst, der midlertidigt erstatter indkomst ved personligt arbejde (fx dagpenge eller efterløn)
Loven blev ændret i 2025
Men fra 2025 er loven blevet ændret til det kun er indtægt, man betaler arbejdsmarkedsbidrag af, der ikke bliver modregnet. Hvis ægtefællen fx bliver arbejdsløs eller går på efterløn, betyder det, at ægtefællen kan blive modregnet i pensionstillæg eller mister ældrecheck.
Det betyder, at de indkomster, der midlertidigt erstatter arbejdsindkomst ikke længere behandles på samme måde som løn og indkomst som selvstændig.
Officielt er begrundelsen, at Udbetaling Danmark har it-problemer med den automatiske pensionsberegning.
Ældre Sagen fandt en løsning
Ældre Sagen tog fra begyndelsen afstand fra lovændringen og påtalte dette i et høringssvar allerede i foråret 2024.
Vi finder ikke, at man kan begrunde forringelser for en gruppe pensionister ved at henvise til den automatiserede pensionsberegning, skriver Ældre Sagen i sit høringssvar.
Læs også høringssvaret fra Ældre sagen ang. modregning
Efterregulering af pensionen
Vi pegede samtidig på en anden løsning uden it-problemer: At efterregulere pensionen, så de, der i første omgang får modregnet dagpenge eller efterløn, får pengene tilbage efter årets udløb, fordi oplysningen om at ens indkomst er dagpenge, efterløn eller lignende, på det tidspunkt findes i indkomstregistret. Denne løsning er stadig en mulighed. Dette forslag blev ikke fulgt og modregningen er derfor sket fra og med januar 2025.
Pensionister søger rådgivning
Ældre Sagens forslag er stadig en mulighed, og hvis forslaget var blevet fulgt, vil der blive modregnet i 2025, men pengene vil blive ført tilbage til pensionisten i 2026.
Ældre Sagens medlemsrådgivning har i forbindelse med de genetablerede modregningsregler fået mange henvendelser, og vi har igen været i kontakt med politikere på Christiansborg.
Nogle mister ældrecheck
Beskæftigelsesministeren har forsvaret lovændringen med, at den rammer familier med relativt pæne indkomster. Det kan være rigtigt i nogle tilfælde, men ministeriets egne tal viser, at ca. 2.000 af de 6.000, der skønnes at gå ned i pension som følge af ændringen af modregningsreglerne, mister ældrechecken. Modtagere af ældrecheck er ikke økonomisk velstillede.
Læs også: Arbejdsliv - Vi skal kunne være en del af arbejdslivet, så længe vi kan og vil