Forhøjelse af folkepensionsalderen
I Velfærdsaftalen fra 2006 blev det aftalt, at folkepensionsalderen skal stige i takt med, at vi lever længere. Der er på den baggrund fremsat et lovforslag om at hæve folkepensionsalderen til 70 år i 2040.
Ældre Sagen har i et høringssvar fremhævet, at en forhøjelse af folkepensionsalderen til 70 år kræver, at der er gode førtidige tilbagetrækningsmuligheder for dem, der ikke er i stand til at arbejde indtil pensionsalderen. I takt med at folkepensionsalderen forhøjes, mener Ældre Sagen, at det kan være nødvendigt at udvide perioden, hvor man kan få seniorpension.
Forhøjelsen af folkepensionsalderen bør ledsages af et stærkt politisk fokus på at sikre, at arbejdsmarkedet rent faktisk også er gearet til, at danskerne skal arbejde længere. Det gode fysiske såvel som det psykosociale arbejdsmiljø skal prioriteres, så nedslidning forebygges og reduceres.