Befolkningens oplevelser og udfordringer i et digitalt samfund - med fokus på ældre
Undersøgelsen er gennemført i perioden fra oktober 2022 til februar 2023 og bygger på et mix af metoder (to fysiske fokusgruppeinterview, to surveys og kvalitative dybdeinterview). De to surveys er gennemført med i alt 2.670 svar og med en overrepræsentation af 55+ årige. 2.012 har svaret på telefon og 658 har svaret via mail.
Undersøgelsen har til formål at nuancere debatten med udgangspunkt i ældres perspektiv og bygge oven på eksisterende viden omkring befolkningens it-kompetencer og -udfordringer. Undersøgelsen afdækker betydningen af digitaliseringens indflydelse på befolkningen – herunder anvendelse, udfordringer og konsekvenser af digitaliseringen med særligt fokus på dem, hvor digitaliseringen skaber udfordringer.
Undersøgelsens surveys afdækker blandt andet, at:
- Mere end hver tredje i befolkningen føler sig udfordret af digitaliseringen. 35 pct. af befolkningen oplever i nogen, høj eller meget høj grad at have udfordringer digitalt. Heraf oplever hele 10 pct., svarende til ca. en halv million personer i Danmark, at de i høj eller meget høj grad er udfordret digitalt.
- Mennesker vil gerne møde mennesker. 86 pct. af befolkningen er helt enig eller enig i, at det også er vigtigt at kunne komme til at tale med et menneske ud over de digitale selvbetjeningsløsninger.
- Mange føler sig nødt til at anvende digitale løsninger, selvom de ikke har lyst. For fire ud af ti (40 pct.) på 75 år eller ældre gør digitaliseringen, at de føler sig nødsaget til at anvende digitale løsninger i hverdagen uden, at de har lyst til det. Det samme gælder lidt over hver fjerde (28 pct. for 18-34-årige, 26 pct. for 35-54-årige og 29 pct. for 55-64-årige) i de yngre aldersgrupper. Det stigende antal digitaliserede løsninger bliver for mange derfor et ”nødvendigt onde”, der gør det svært at klare sig selv.
- En stor del af befolkningen oplever at have brug for hjælp digitalt. Hele 41 pct. af befolkningen oplever at have brug for andres hjælp, råd eller vejledning til at anvende digitale enheder eller løsninger en gang i mellem eller oftere. Samlet set er det syv ud af 10 (71 pct.) i befolkningen, som kan opleve at have brug for hjælp digitalt.
Undersøgelsens kvalitative interviews dokumenterer desuden, at for den enkelte er konsekvenserne af digitaliseringen både dybdegående og vidtrækkende. Der bliver identificeret seks primære områder, hvor konsekvenserne rammer. Det drejer sig om: identitet, socialt, økonomi, sundhed, sammenhængskraft og medborgerskab.
Undervejs i undersøgelsens faser har postdoc fra IT-Universitetet Søren Skaarup fungeret som ekstern konsulent.
Ældre Sagen kan på baggrund af undersøgelsen konkludere, at det digitale er en udfordring for mange, ikke kun ældre. Alder er en faktor, som kan spille en (stor) rolle i forhold til, hvorvidt den enkelte oplever at være udfordret af det digitale, men også andre faktorer har betydning, fx helbredstilstand/funktionsnedsættelser, uddannelsesniveau, tilknytning til arbejdsmarkedet og den enkeltes livssituation. Derved er dét at være udfordret af det digitale heller ikke udfordringer, der går over i takt med, at de ældste, der ikke er vokset op i et digitale samfund, går bort. Vi forudser, at der altid vil være mennesker i vores samfund, som oplever at være udfordret af det digitale.
Se alle resultaterne i rapporten