Ældre Sagen ønsker en national ensomhedsstrategi
Følelsen af ensomhed kan ramme alle, men der er grupper - bl.a. en del ældre mennesker - som er særligt udsatte. De har brug for en national ensomhedsstrategi.
115 organisationer med Ældre Sagen og Røde Kors i spidsen, er klar med den første nationale strategi mod ensomhed. Tanken er at halvere ensomheden inden 2040.
Ensomhed koster hvert år samfundet 7 milliarder kroner, så det er ikke en dag for tidligt at komme i gang.
Det er et bredt flertal i Folketinget, der har bedt Det Nationale Partnerskab mod Ensomhed om at komme med de mange forslag til en national strategi.
Følelsen af ensomhed kan ramme alle, men der er grupper - bl.a. en del ældre mennesker - som er særligt udsatte. De har brug for en national ensomhedsstrategi, der lanceres i 2023.
Følelsen af ensomhed kan ramme alle, men især ældre, der mister sin ægtefælle, venner eller førlighed, førtidspensionisten, der er socialt isoleret, mennesker med handicap eller ægtemanden med en alvorligt syg kone.
Alt for mange oplever ensomhed
Ensomhed rammer mennesker med langvarig psykisk sygdom og mennesker med anden etnisk baggrund end dansk. Men det er også unge, og især unge kvinder, som oplever svær ensomhed.
Alt for mange danskere rammes af ensomhed. Det anslås, at op mod 500.000 voksne, heraf 100.000 ældre, oplever svær ensomhed. Hertil kommer ca. 30.000 børn i alderen 11-15 år.
Svær og langvarig ensomhed er alvorlig
Oplevelsen af svær ensomhed er et alvorligt problem med betydelige konsekvenser.
Svær og langvarig ensomhed giver både mental mistrivsel og giver fysisk sygdom som fx hjertekar-lidelser og demens.
Samtidig har svært ensomme mennesker ofte usund livsstil, der gør dem mere udsatte for alvorlige sygdomme som kræft.
Ensomhed fører til dødsfald
Hvert år er ensomhed således relateret til 370 ekstra dødsfald i Danmark.
Sundhedsstyrelsen opgør de samlede omkostninger grundet ensomhed til 7,4 milliarder kroner årligt.
Ensomhed er derfor ikke kun den enkeltes problem. Det er et tungt problem for samfundet.
Ensomheden vokser i takt med, at samfundet ændrer sig. Det personlige møde er blevet kortere og mere flygtigt. Teknologien løser langt mere end tidligere.
Der er flere ældre, som bliver længere i eget hjem og bor alene, og et stigende antal pårørende til alvorligt syge er i risiko for at føle sig ensomme.
Læs også: Ingen ældre skal føle sig ensomme
En national ensomhedsstrategi er landet
I november 2021 besluttede et bredt flertal på Christiansborg, at der skulle laves en national ensomhedsstrategi.
Derfor har Ældre Sagen sammen med Røde Kors udarbejdet Danmarks første nationale ensomhedsstrategi, der er skabt i et nationalt partnerskab mod ensomhed bestående af 115 organisationer på tværs af sektorer.
Vi skal tale om ensomhed
Strategien handler ikke bare om det enkelte menneske, men også om en national samtale om ensomhed. Og om at skabe et sammenhængende samfund, hvor ensomheden ikke stiger, men falder.
Oplægget indeholder konkrete anbefalinger til regeringen i forhold til at forebygge og nedbringe ensomhed inden for fem områder: Hjem og bolig, Dagtilbud, skole og uddannelse, Fritid og fællesskaber, Arbejdsliv og beskæftigelse samt Sundhed og pleje.
Den nationale strategi mod ensomhed kom i juni 2023, hvorefter politiske forhandlinger på Christiansborg afgør, hvordan den endelige strategi skal se ud, og hvordan den skal implementeres.