Hver tredje ældre har brug for hjælp til det digitale
Nye beregninger foretaget af Ældre Sagen på baggrund af tal fra Danmarks Statistik viser, at hver tredje mellem 75-89 har været nødt til at spørge andre om hjælp for at komme i mål med deres digitale gøremål.
– Det er selvfølgelig glædeligt, at så mange ældre har familie og venner der gerne vil hjælpe dem, men i Ældre Sagen er vi alligevel bekymrede for udviklingen siger jurist Louise Kambjerre Scheel.
I en tid, hvor digitalisering gennemsyrer næsten alle aspekter af hverdagen, oplever en stor del af den ældre befolkning betydelige udfordringer med at navigere i de digitale løsninger.
– Den digitale udvikling har bragt mange fordele med sig, men det er tydeligt, at vi overser en betydelig del af befolkningen, der ikke får den nødvendige hjælp fra de ansvarlige myndigheder til at bruge de digitale løsninger og i stedet må række ud til familie og venner, også om ting der er private og som de måske hellere ville holde for sig selv.
Læs også: Plads til alle i et digitalt samfund
Behov for bedre hjælp og tilpasning
Der er et voksende behov for, at både offentlige og private aktører tager ansvar og sørge for at ældre får den nødvendige hjælp. Det betyder ikke kun at tilbyde kurser og vejledning i at mestre digitale løsninger, men også at sikre, at den gruppe der ikke kan benytte løsningerne, får den nødvendige personlige hjælp.
– Det bør være lettere at få råd og vejledning fra myndighederne, så hverken ældre eller deres pårørende skal føle sig presset til at yde en hjælp som faktisk er myndighedernes opgave. mener Louise Kambjerre Scheel.
Står i vejen for følelsen af selvstændighed
Tallene viser også, at flere end to ud af tre af de 70-89-årige som har brug for hjælp svarer, at de kunne klare sig selv, hvis løsningen ikke var digital, men derimod fysisk eller telefonisk.
– Der har i mange år hersket en one size fits all mentalitet, som er nødvendig at gøre op med. Mange ældre kan og vil selv, men vi spænder ben for dem ved at gøre indgangen til det offentlige for kringlet og digital. Den her gruppe har brug for at kunne tale med et menneske, der kan hjælpe dem videre digitalt eller på anden vis, slutter Louise Kambjerre Scheel.