Lokalafdeling
Værløse
Hvem
Kun for medlemmer
Rejser og ture
Rundvisning med Kim Greiner i den spændende bydel. Vi går i kongernes fodspor i to timer og slutter med frokost i Nyhavns Færgekro.
Tilmelding
Tilmelding starter d. 13.02.2025 kl. 09.00
Værløse
Kun for medlemmer
330 kr., inkl. frokost i Nyhavns Færgekro
Chr. X’s rytterstatue i Bredgade ved Sankt Annæ Plads. Afgang fra Værløse Station kl. 09.45.
Vi skal rundt i Frederiksstaden, der foruden flotte palæer, skjulte haver og baggårde, statuer og majestætiske kirker gemmer på "artige" historier om kongelige laster og lyster. Vi skal se på palæet, hvor hele Europas svigerfar boede. Vi får den skrækkelige historie om Sofie Amalienborg, husvildeboligerne for kongefamilien og Larsens Plads.
Vi skal ind i gården, hvor kongens elskerinde boede, og hvor fire illegitime kongebørn løb og legede. Her findes også porten, hvor konseilspræsident Estrup blev reddet af en frakkeknap. Vi går ind i gården på det gamle Frederiks Hospital, og i Fødselsstiftelsens Have finder vi Pesthuset og den udendørs døbefont.
Vi kommer forbi Marmorkirken og Den Russiske Kirke, og vi får historien om bortførelsen af jomfru Mette Marie Rose. Hvorfor hedder det "han er kommet i Kridthuset"? Var Christian Xs hvide hest kalket, da han red over grænsen til Sønderjylland? Og hvorfor har Moses horn i panden?
Vi afrunder turen med en god frokost i Nyhavns Færgekro.
Kim Greiner er forfatter, globetrotter, foredragsholder og guide, oprindeligt uddannet som skov- og landskabsingeniør og merkonom. Kim Greiner holder jævnligt foredrag i forskellige foreninger, herunder Eventyrernes Klub.
Rundvisningen tager omkring to timer. Vi skal gå tre-fire km, så turen er ikke egnet for gangbesværede.
Med venlig hilsen
Henning Rostung, Arrangementsgruppen