Arbejdet skal være sjovt
Af Marianne Krogh Andersen Foto: Ulrik Jantzen
"Jeg elsker mit job,” siger Judy Nehm. Den 74-årige pædagog arbejder som børnehaveklasseleder på Skovlunde Skole og har ikke lyst til at holde op.
”Jeg har været leder af en integreret børneinstitution i Ballerup i 18 år,” fortæller hun.
Som 49-årig stak hun til søs med ægtefællen. De solgte huset, og manden sit firma.
”Vi tog katten under armen og sejlede i vores båd i otte år. Da vi først var kommet i gang, kunne vi ikke holde op.”
”Som 57-årig havde jeg et stort behov for at komme ud at arbejde igen. Jeg kendte Gud og hvermand i Ballerup. Så da jeg ringede, sagde de bare: ”Kom!”
For Judy Nehm er mening i arbejdet vigtigt. Selv har hun haft forskellige jobs. Hun har været vikar, pædagog på SFO og leder. Hun mener, at mange går tidligt på pension, fordi arbejdet føles som en trummerum.
”Jeg ville ikke kunne holde ud bare at være hjemme hele tiden. Jeg skal lave noget,” siger hun.
”Det er godt nok hårdt hvert år at få en ny gruppe børn. For lige når man har fået lært dem at tilpasse sig skolen, skal man aflevere dem til en anden. Men det er også livgivende! At opleve, hvordan børnene i 0. klasse tager et ordentligt hop omkring efterårsferien, og mange allerede kan læse omkring jul, er dejligt. Det er dybt tilfredsstillende at se børn udvikle sig.”
På en arbejdsplads er det vigtigt at være åben, hjælpsom og anerkendende over for sine kolleger, mener hun.
”Hvis personalekøkkenet flyder, så går jeg ud og rydder op. Det ligger i min opdragelse. Rigtig mange unge går bare forbi og gør ingenting. Jeg synes, det betyder noget for klimaet, at vi hjælper hinanden.”
Judy Nehm arbejder på fuld tid. Men en seniorordning giver en ugentlig fridag, som hun nyder.
”Jeg har aldrig haft en sygedag. Men så rendte jeg ind i noget livmoderkræft og en knude i brystet,” fortæller Judy Nehm, som måtte holde fri i tre uger. Hun var glad for igen at være tilbage på arbejdet. Da hendes mand døde, var det bare med at komme på arbejde.
”Det hjalp mig i sorgen. Det var en trøst at møde børn og kolleger”.
Judy Nehm vil ikke arbejde for enhver pris. ”Jeg tager ét skoleår ad gangen. Den dag jeg ikke synes, det er sjovt, holder jeg op.”
Artiklen stammer fra Ældre Sagens Medlemsblad, juni 2023.