Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Besøgsvenskab har ingen alder

Signe og Frederikke blev besøgsvenner for at gøre noget for nogen – men de får mindst lige så meget igen, som de giver.

Signe Skriver på 31 år har mistet sine bedsteforældre og savnede at have ældre mennesker omkring sig. Signe Skriver er frivillig besøgsven for Birthe. Foto: Nadia Back Krahmer

En bekendt inspirerede hende til, hvad hun havde overvejet at gøre længe: At blive frivillig. Derefter kontaktede hun Ældre ­Sagen og blev besøgsven:

– Jeg nyder at komme ind i den her boble af tid, hvor vi ikke skal nå noget. Det er spændende at høre gamle historier og tale med én, der har oplevet livet, siger Signe.

Efterhånden som hun og Birthe på 86 år har lært hinanden at kende, kan de både diskutere og lave sjov med hinanden.

En stor gave
Signe er altid glad, når hun tager fra Birthe. For selvom hun har et fuldtidsjob og en stor omgangskreds, giver de ugentlige aftaler hende noget helt særligt:

– Det er en lige så stor gave for mig som for Birthe, når vi er sammen.For nylig talte vi om Vesterbro, hvor jeg bor. Birthe kunne ikke forstå, at jeg ikke kendte ostebutikken på Istedgade. Det viser sig, at den lå der for mange år siden. Så blev vi lige mindet om, at der er 55 år imellem os.

Nogle dage tager de også på tur i lokalområdet, hvis dagsformen er til det. 

Frederikke er studerende og frivillig besøgsven for ti beboere på et plejecenter. Foto: Nadia Back Krahmer

Mere nærvær
19-årige Frederikke Bach Reinwald er begyndt at studere i Aalborg. Alligevel er hun stadig besøgsven for ti beboere på Plejecenter Ågården ved Vejle, som hun spiser sammen med, læser højt for og spiller Ludo med:

– Unge mennesker er vant til at tjekke telefoner eller være på sociale medier hele tiden. De ældre er meget mere nærværende i samtaler, og så har de meget mere livs­erfaring end mig, siger Frederikke. Hun meldte sig spontant som besøgsven for et halvt år siden, da livet i gymnasiet blandt jævnaldrende var lidt for ensartet. 

Perspektiv og strikketøj
Frederikke har stadig sine bedsteforældre, men ser dem kun halvårligt, da de bor langt fra væk.

Besøgene på Ågården giver hende ikke bare et andet perspektiv på livet, beboeren Lis har også lært hende at strikke:

– Folk på min egen alder kan ikke forstå, hvorfor jeg vil arbejde frivilligt i stedet for i et lønnet job. Når jeg så fortæller, hvor meget perspektiv det giver mit liv, synes de, at det er et fedt initiativ,” siger Frederikke.

Læs også om Willy, der er frivillig handyman

Mød flere af Ældre Sagens frivillige ildsjæle

Find aktiviteter nær dig

Der er nærmest ingen grænser for, hvad du kan finde af aktiviteter i vores 215 lokalafdelinger over hele landet. Se hvad din lokalafdeling tilbyder nær dig.
Find din lokalafdeling

Sidst opdateret 18.11.2024