Demenscaféen er et frirum for Stense og Finn
Både to- og firbenede sidder omkring det fælles bord, når demenscaféen i Løgstør lokalafdeling slår dørene op. Ægteparret Stense og Finn Berggreins bomuldshund Chug er nemlig også fast deltager til stor glæde for dem, som kommer til ”Torsdags Cafe”.
Stense har en længere historie i Ældre Sagen. Hun har bl.a. været frivillig i demenscaféen, da den begyndte for godt 10 år siden, mens hun var formand for lokalbestyrelsen i Løgstør.
Nu kommer hun der selv som bruger, fordi hendes mand Finn er demensramt. Alle, som bruger caféen, har enten selv en demenssygdom eller er tæt på en, som har.
— Torsdags Cafe er sådan en fin aktivitet. Det er dejligt, at vi kan lave noget sammen. Vi kan snakke med andre, synge og være med til gymnastik, eller hvad der nu er på programmet. Det har altid været et sted, hvor alle kan føle, at de er med, siger Stense.
Bordpynt som et redskab
Fra sin tid som frivillig i demenscaféen ved hun også, at den flotte borddækning ikke er tilfældig. Bordpynten varierer og kan være blomster, grønsager og frugter, som deltagerne taler om og tager med hjem. På den måde hjælper dekorationerne, som de frivillige skiftes til at stå for, minder om dagens oplevelser på vej.
Finn har også været frivillig i mange år. Efter et arbejdsliv i Teknisk Forvaltning og med en stor interesse for it besluttede han sig for at undervise andre i det, der dengang hed EDB. Stense fortæller, at mange på den tid slet ikke var vant til at bruge computere. Det blev et stort tilløbsstykke.
Men for seks år siden begyndte Finns sygdom at udvikle sig, og i 2016 fik han stillet diagnosen demens.
Han kunne derfor ikke længere følge med i det nye, som it kræver, og således ikke fortsætte som frivillig underviser. Han ville dog ikke slippe undervisningen helt, så i stedet fortsatte han med at lave kaffe til deltagerne:
— Han hyggede sig med de andre frivillige og deltagere, men kunne godt mærke med sig selv, at han ikke skulle undervise længere. Han var godt tilfreds med fortsat at kunne hjælpe til med det praktiske, siger Stense.
Demensansvarlig er primus motor
71-årige Aase Lund, der er demensansvarlig i Løgstør lokalafdeling og tovholder for demenscaféen, har sammen med Stense været med til at skabe den.
Ifølge Stense er Aase god til at gå foran, og hun omtaler Aase som den afgørende primus motor for mange af lokalafdelingens aktiviteter. Selv fortæller Aase, at hun slet ikke var kørt træt, da hun stoppede med at arbejde som 60-årig og meldte sig som frivillig i Ældre Sagen.
— Helt fra begyndelsen har vi haft de samme lokaler til ”Torsdags Cafe” i Byens Hus, en tidligere skole, hvor Ældre Sagen holder til. Og i alle ti år har det været den samme bemanding af frivillige. Det har gjort det til et fast holdepunkt for alle og skabt et godt fællesskab. Vi har et godt samarbejde med kommunens demenskoordinatorer, og på den måde kommer nye deltagere også til, siger Aase.
Demenscaféerne bliver holdt hver fjortende dag, og seks faste frivillige hjælper på skift. De deltagere, der ikke kommer med en ægtefælle, bliver hentet af en frivillig ’gå-med-ven’, der følger dem til og fra caféen og deltager sammen med dem.
Gættekonkurrencer vækker minder
Ud over det pyntede bord er der altid kaffe og kage. Og så er der sang, sanglege, gymnastik eller historieoplæsning. Den lokale forfatter Knud Erik Petersens historier er populære, for hans fængende fortællinger foregår i gamle dage.
— Fortællingerne vækker minder om deltagernes barndom. Vi har også gættekonkurrencer, som går ud på, at hvis jeg siger fx halvdelen af et ordsprog eller begyndelsen af en sang, så skal deltagerne sige resten. Selvom de glemmer mange ting, så kan de ofte huske lige netop den slags, og det vækker glæde, siger Aase.
I juli søgte Aase Sundhedsstyrelsens ”Pulje til aflastning af pårørende til mennesker med demens” og fik bevilliget et tilskud. For dem har hun på vegne af lokalafdelingen indkøbt forskellige ting, der bliver udlånt til demensramte.
Det er bl.a. interaktive musikpuder, demenstøjhunde, spil og erindringskasser med forskellige ting fra 1930-1950 og 1950-1970. For ligesom pynten på bordene kan fysiske ting vække minder eller give anledning til gode snakke for mennesker med demens og deres pårørende.