Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Frivilligt arbejde giver meget igen

En gang om måneden arrangerer Elisabeth Øie Eriksson sammen med tre andre frivillige en samværscafé for mennesker, der lider af demens.

 De mødes i Ældre Sagen Møn-Bogøs hus og snakker, spiser hjemmebag og hygger med et spil banko eller en erindringsfilm.

”Jeg har altid været socialt interesseret. Jeg ville gerne lave et tilbud til dem, der ellers ikke kommer så meget ud. Dem, der virkelig har brug for det,” fortæller Elisabeth.

nullFrivillige kræfter får det hele til at ske

Som forberedelse til samværscaféen skal Elisabeth og de tre andre frivillige bage og dække op til de 18-20 gæster, der normalt møder op.

Nogle af gæsterne kan ikke selv komme derhen, men Elisabeth kører gerne ud og henter dem.

”Jeg er blevet alene for nogle år siden, men jeg er aldrig ensom. For jeg har mange. Alle de andre frivillige i Ældre Sagen. Alle dem, der kommer i caféerne. Min familie.”

Frivilligt engagement gennem hele livet

Elisabeth har lavet frivilligt arbejde hele livet. Før i tiden i de lokale sportsforeninger og nu for Ældre Sagen.

”Jeg føler, jeg giver lidt, men jeg får lige så meget. Så længe jeg har det sådan, bliver jeg ved. Man kan jo ikke sætte sig ned i en stol, bare fordi man er blevet pensionist.”

Vil du også være frivillig?

Lyder det spændende? Tilmeld dig som frivillig indenfor vores socialhumanitære aktiviteter her:

Sidst opdateret 07.03.2025