Helga er her ikke, men jeg lever sammen med hende i minderne

Dagene efter Helgas død var nærmest uoverkommelige. 

Tiden blev en mærkelig størrelse, og den blev brugt på sofaen med at stirre op i loftet, mens han tænkte over, hvordan han nogensinde skulle kunne finde ud af det uden hende. For Helga var ikke bare kærligheden i næsten 65 års ægteskab, hendes blide væsen var selve fundamentet i familien og for 88-årige Peter Hansen. 

Derfor svarede han nej, da bedemanden spurgte, om han ville se sin hustru en sidste gang inden begravelsen.

Han havde engang set en person, der havde været død i tre dage, og som var faldet fuldstændig sammen. Det minde ville han ikke have med sig. Han ville huske hende, som hun var i live.

— Og det gør jeg. Så er det bare op til mig at føre et godt liv, så længe jeg kan. Det gør jeg lige her i minderne, det giver mening. Og jeg er et hundrede procent sikker på, at det også er Helgas mening.

Peter sender et skarpt blik igennem den smalle, sortkantede brille, samtidig slipper en tåre ned ad den ene kind.

Det er hårdt at tale om Helgas død, men han gør det gerne. For mange har en mening om sorg, og hvordan man bedst lever videre i et liv, hvor der nu mangler en.

Her er ‘at komme videre’ en vej, nogle mener, sørgende bør tage, men Peter er lodret uenig. Han skal ikke videre nogen steder. Han skal være lige her. 

Han slår ud med de blåstribede skjortearme mod den overdækkede terrasse, som han og Helga byggede sammen med resten af sommerhuset i 1968. Faktisk, fortæller han og peger, så er det Helga, der har lavet alle fugerne i muren.

Sommerhuset tegnede den tidligere arbejdsleder og slagterimedarbejder selv - efter Helgas nøje anvisninger. 

Psykolog var ikke den rigtige hjælp

Det er ikke kun fuger og grundplan, som bærer præg af den tidligere frue. Hun hænger på familiebillederne på væggen, hendes seng er stadig redt, og på badeværelset står hendes tandbørste i det gule tandkrus. Og i sommerhuset har Peter det allerbedst.

At han skulle nå hertil, havde han ikke troet for to og et halvt år siden, da han lå og kiggede op i loftet. Dag efter dag i tre måneder.

Til sidst insisterede hans to sønner på, at han gik til lægen, som henviste til en psykolog, der fik to besøg, og så sagde Peter stop.

— Jeg havde på fornemmelsen, at han talte hen over hovedet på mig. De ting, han spurgte til, havde jeg ikke oplevet. Jeg følte ikke, han kunne hjælpe mig. Om det så var, fordi han holdt øje med klokken, skal jeg ikke kunne sige.

Frivillig forstod behov

Hans søn foreslog Peter at kontakte Ældre Sagen, og som sagt så gjort.

Ikke lang tid efter ringede det på hans dør. Udenfor stod en mand, der præsenterede sig som Carsten. Han ville gerne tilbyde en god snak, og så bød Peter den frivillige indenfor til kaffe.

Så sad de der, skråt ved siden af hinanden og kiggede ud på haven. Og Carsten, han sad ikke og kiggede på klokken.

— Han spurgte til, hvor længe vi havde haft huset, og hvor længe vi havde været gift, og så kunne jeg lige pludselig mærke, at nu begyndte vi at tale om det, jeg gerne ville tale om.

Samtaler om Helga

Carsten blev to en halv time og kom derefter jævnligt på besøg, og Peter var med egne ord ‘lykkens pamfilius’. For hvor psykologen ville tale om, hvordan han havde det med, at Helga var død, ville Peter gerne have lov til at tale om ham og Helga.

 — I princippet drejer det sig ikke om mig, men om os. Om det, vi har lavet sammen. Det var det, Carsten havde så stor forståelse for. 

Samtalerne efterlod Peter et sted, hvorfra han selv begyndte at opsøge det, han følte ville hjælpe.

Her var han omkring et arrangement hos Ældre Sagen for mennesker som ham, der lige havde mistet. 

Han opdagede, hvor rart det var at tale med andre i samme situation, og at han kunne bruge deres erfaringer til at navigere sin egen vej. 

Det vigtigste, han tog med sig, var en kvindes fortælling om, at hun med det samme havde solgt huset for at komme videre. Det havde hun fortrudt. For hun var flyttet fra alle minderne.

— Jeg sagde til mig selv; Peter Hansen, du flytter ingen steder,” siger han og banker med en flad stor hånd ned i dækservietten.  

Lever med sorgen

Nu var han sporet ind på, hvad samværet med andre kunne, og da den lokale præst, som også havde begravet Helga, begyndte en sorggruppe, takkede han ja.

Her talte de om deres afdøde mænd, koner eller børn, om livet uden dem og den sorg, de nu sad tilbage med. Ifølge Peter havde præsterne en særlig evne og kunne få dem til at komme ud med det, de ellers holdt for sig selv.

— Når du hører om andres triste oplevelser, så letter det på dine egne. Det er ikke ondt ment. 

Et godt liv i minderne

Det har taget to år for Peter igen at blive den glade mand, der sidder her i sit elskede sommerhus og drikker kaffe, har rosé på køl i køkkenet og griner sit skæve, skælmske grin, som han også har på alle billederne sammen med Helga inde på stuevæggen.

— I dag har jeg så godt et liv i minderne, jeg kunne ikke forestille mig at være noget andet sted. Jeg kan gå hver dag og glæde mig over, at jeg er her endnu. Helga er her ikke, men jeg lever sammen med hende her, og det er jeg lykkelig for. 

Overskuddet rækker længere end til at holde både huset hjemme i Odense og sommerhusets store have, og derfor er han i dag både besøgsven gennem Røde Kors og spiseven i Ældre Sagen. Som tak for alt det, der fik ham videre i sin sorg.

Du kan høre Peter fortælle mere om sin sorgproces i podcasten "Jeg plejede at tro på for evigt" fra Landsforeningen for Liv&Død. 

Hør afsnittet af "Jeg plejede at tro på for evigt" med Peter 

Illustration: Pernille Strøm Øster