Lene Matthiesen på skolebænken igen

Klokken er 12, og en gruppe studerende på sygeplejerskeuddannelsen i Vejle har netop klappet de bærbare computere sammen efter formiddagens lektioner. Ved ét af bordene sætter Lene Matthiesen sig med Laurina Hetemi og Lykke Andersen. de trækker rugbrødsmadder, gulerodsstave og klementiner op af taskerne, mens de snakker ivrigt med hinanden. 

"Jeg skal til koncert i Musikteatret i aften," fortæller Lykke glad, mens de andre hurtigt spørger ind til, hvad hun skal opleve, og hvem hun skal afsted med.

"Så når du ikke at lave mange lektier," lyder det grinende fra Lene - med henvisning til, at skoledagen denne torsdag først er slut klokken 16.30. 

Når man iagttager de tre studerende, er der ved første øjekast ingen forskel på dem. Men faktum er, at dåbsattesten hos Lene er tre årtier ældre end hos 24-årige Lykke og 20-årige Laurina. 

"Ja, jeg kunne være deres mor," siger Lene, 55, med et af de smil, hun kaster gavmildt omkring sig. Siden februar 2021 har hun været indskrevet som sygeplejestuderende, og hun nyder hver en dag med mulighed for at lære nyt. 

"Det er fantastisk, og det er også megahårdt. Nogle dage kører jeg hjemmefra klokken 7.10 og er først hjemme igen kl. 17. Og så skal jeg lave lektier bagefter," fortæller Lene, der bor i Strib ved Middelfart sammen med sin mand og 19-årige søn. 

Har prøvet det værste

I ungdommen blev Lene uddannet laboratorietekniker og arbejdede som sådan i 14 år. Siden skiftede hun spor og blev biblioteksassistent på nedsat tid - et job, der passede godt til familielivet med en multihandicappet datter og to andre børn i huset også. Hun var glad for sit job og 'elskede næsten sine kolleger', som hun selv udtrykker det. Men efterhånden forekom opgaverne hende rutineprægede, og hun mærkede en længsel efter nye udfordringer. 

"Under coronanedlukningen i 2020 fik jeg en opgave, hvor jeg skulle lave bogpakker til folkeskolerne. Det var en opgave, der krævede fordybelse, og jeg nød det. Jeg tænkte, at som studerende ville jeg også få mulighed for virkelig at fordybe mig," siger hun. 

På den private front havde hun og hendes mand i mange år været temmelig bundet i en hverdag præget af sygdom. En søn gik bort som 13-årig i 2006 efter fem et halvt år med kræft, og datteren Johanne er multihandicappet og kræver derfor megen omsorg og pleje. Men da Johanne blev 18 år og flyttede på et bosted for nogle år siden, mærkede Lene et nyt overskud i sin hverdag

"Jeg tror, jeg tænkte: Nu er det min tur," siger hun og uddyber:

"Det er min tur til at gøre noget for mig selv. Jeg havde lyst til at tage en ny uddannelse. Og hvad var det værste, der kunne ske? At jeg må droppe ud af studiet og finde mig et job?" spørger hun.

Fedt at lære

Inden Lene søgte ind på studiet, talte hun naturligvis med sin mand, Jan. Han støttede hende i beslutningen, og sammen kiggede de på deres samlede indtægter og udgifter. Hvordan ville regnskabet se ud med Lene på SU? Ved at omlægge lånet i huset og skære ned på tøjforbrug gik kabalen fint op - uden at Lene og Jan var nødt til at gå ned i levestandard.

Lene investerede i en ny computer, som hun er ved at lære at kende, og så var hun klar til at møde sine nye studiekammerater online 1. februar 2021. For på grund af corona måtte de studerende ikke møde ind på sygeplejeskolen.

"Hold da op, der var meget at holde styr på. Og det er der stadig. Men hvor er det også bare fedt at lære. Og jeg har da klaret min første eksamen og fået min praktikperiode godkendt. Uha, jeg var godt nok nervøs til den eksamen," siger hun bundærligt og lægger nakken let tilbage i en smittende latter.

Nu foregår undervisningen fysisk på skolen, og Lene nyder at være omgivet af unge mennesker, der taler om den næste fest eller koncert. Hun har ikke noget behov for at gå med dem i byen, da hun hellere vil bruge sin fritid på havsvømning med en gruppe veninder eller på familien. 

"Det er helt naturligt, at det er sådan. Vi lever hvert vores liv. men jeg er stadig med i miljøet og fællesskabet omkring undervisningen."

I begyndelsen oplevede hun medstuderende, som gav udtryk for, at det er sejt, at hun er begyndt at studere som 55-årig. Og det samme gjorde sig gældende, da hun for nylig var i praktik på ortopædkirurgisk afdeling på Kolding Sygehus. Hun fniser lidt forlegent over den opmærksomhed, hun får, men allermest er hun taknemmelig for privilegiet over at få lov til at tage en ny uddannelse i et fag, hvor hun kan bruge sin livserfaring. 

"Jeg har selv oplevet sorg og lidelse. Og jeg tror, at jeg kan hjælpe andre med at håndtere deres livskriser. Det er jeg meget ydmyg over."