Når bussen ikke længere kører

Af Irene Manteufel. Foto: Colourbox og Storyful

Buslinjer nedlægges, og mange busser får færre afgange og kortere strækninger. Især i landområderne bliver det mærkbart.

”Det er rigtig ærgerligt, at man forringer mobiliteten for borgerne, og det kommer i høj grad til at ramme den ældre del af befolkningen,” siger Marlene Rishøj Cordes, seniorkonsulent i Ældre Sagen.

”Der er en overvægt af ældre i landdistrikterne, og for mange af dem er bussen den eneste måde at komme omkring og pleje deres sociale liv på. Vi står midt i en stor ensomhedsepidemi, og når man tager transporten fra folk, signalerer man, at man ikke tager ensomhed alvorligt.”

Baggrunden for nedskæringerne er et hul i trafikselskabernes kasser på næsten en milliard kr., som mangler på grund af corona og perioden med høje brændstofpriser.

Det er kommunerne og regionerne, der ejer trafikselskaberne, så regningen ligger hos dem. Konsekvensen er et farvel til talrige busforbindelser i hele landet.

Mange afgange forsvinder

I flere områder vil mange allerede over sommeren have opdaget, at busser og afgange er blevet sløjfet, fx i det sønderjyske hos Sydtrafik. Her er der i flere kommuner fjernet omkring 5.000 køreplanstimer pr. kommune. I Haderslev har man stoppet weekendkørslen på 200 ruter, og en række buslinjer er enten fjernet eller har færre afgange.

Hos Midttrafik er to buslinjer nedlagt, flere kører kortere strækninger, og de fleste buslinjer kører ikke så ofte som før. For nogle er driften skåret ned til det halve. Det udgør dog kun en del af de i alt 120.000 køreplanstimer, som skal skæres væk i løbet af 2023 og 2024.

Også i Nordjylland skal man kigge længere efter busserne, når de nye køreplaner træder i kraft den 6. august, ligesom en række afgange på Bornholm spares væk.

Hos det største trafikselskab, Movia, som dækker både Region Hovedstaden og Region Sjælland, har foreløbig fem af selskabets 45 kommuner besluttet sig for busbesparelser, der træder i kraft i september 2023. I løbet af august eller september lægger resten af kommunerne sig fast på, hvilke afgange der skal forsvinde, og det vil ske senest i 2024. Også hos Fynbus vil kommunerne efter sommeren se på, hvor de skal spare for at rette op på økonomien. 

Alternative ture

For dem, der mangler deres busser, er der nogle steder mulighed for at bruge ordningen Plustur. Det er en kollektiv taxaservice, som er for alle. Man skal blot bestille den i forvejen, og der kan være ventetid. Den koster ikke mere end en bustur, og den fremgår af Rejseplanen som mulighed, når man søger på en tur. Det er dog kun – i skrivende stund – lidt over halvdelen af landets kommuner, der tilbyder Plustur. Nogle har haft den, men lukket den igen, fordi den var for dyr.

Ordningen Flextur – ikke at forveksle med flextrafik for handicappede og andre med særlige behov – fungerer næsten som Plustur og findes i lidt flere kommuner. Den koster dog en del mere. Taksterne er forskellige alt efter kommune og zone. En tur på 30 km i Jylland kan fx stå i 406 kr. ved almindelig dagtakst.

”Det er ikke en mulighed for pensionister med et lille budget, så de er ladt i stikken, hvis Flextur er det eneste tilbud, når bussen er forsvundet,” siger Marlene Rishøj Cordes. ”Derudover vil det for mange være svært at sætte sig ind i reglerne for de forskellige ture og forholde sig til, at pålideligheden ved den faste busafgang mangler.”

Trods prisen for passagererne er Flextur så dyr for kommunerne, at flere af dem overvejer også at nedlægge denne ordning.

Biler er ikke for alle

I forvejen anskaffer flere og flere landboer sig biler, og det kunne ligne en udvej for de ældre, der mister deres bus, og som ikke kan tage Plustur eller Flextur. Ifølge Marlene Rishøj Cordes vil det dog langtfra være muligt for alle.

”Som det ser ud nu, virker det, som om man vil gøre det til et krav for at bo i landdistrikterne, at man har en eller to biler, men dermed dømmer man en del af befolkningen ude,” siger Marlene Rishøj Cordes.

”Det gælder jo for os alle, at kørekortet en dag skal på pension. Mange ældre er af helbredsmæssige årsager forhindret i at køre, og en del har slet ikke kørekort. Desuden er det ikke sikkert, man har økonomi til at have en bil. I mange landdistrikter er ens bolig i forvejen blevet mindre værd, og derfor er man måske også stavnsbundet til at blive boende.”

Ifølge Transportministeriet har 38 % af den danske befolkning ikke adgang til en bil. Heraf er 21 % bosat i landdistrikter.

Samkørsel og frivilligbusser

Der har været mange lokale protester de steder, hvor nedskæringerne er varslet, og i maj nedsatte transportministeren et ekspertudvalg, der skal komme med anbefalinger til, hvordan man kan styrke den kollektive trafik. Udvalget må dog ikke anbefale større tilskud til busserne. Derimod ønsker ministeren anderledes idéer til, hvordan folk kan komme rundt, og i interviews om det bruger han udtryk som ’posen skal rystes’ og ’hver sten skal vendes’.

Trafikselskaberne i Danmark har allerede fundet på forslag til, hvad man kan gøre. De arbejder ganske vist på at holde liv i busserne, bl.a. ved at få lov til at låne flere penge, indtil de er kommet sig økonomisk efter perioden med høje brændstofpriser. Da de imidlertid ikke har kunnet afværge besparelserne, har de på konstruktiv vis lavet et idékatalog om mobilitet i landområderne.

Her er der bl.a. nævnt mulighed for fleksible busser, som kun kører, hvis man booker dem via en app. En anden idé er frivilligbussen, som er baseret på, at lokale frivillige kører, og der foreslås også en samkørselsordning, hvor man via rejsekortet kan købe en plads i en privat bil. Ordningen har været testet i Nordjylland, hvor flere end forventet benyttede sig af den. 

Pålideligheden forsvinder

Hos Ældre Sagen er Marlene Rishøj Cordes ikke begejstret for idéerne.

”Fjerner man bussen og erstatter den med samkørsel osv., så ryger pålideligheden. Man fjerner trygheden i at vide, at man kan komme afsted på bestemte tidspunkter. Hvis Gerda gerne vil til familiefødselsdag den 8. august, og hun ikke ved, om der er en samkørselsmulighed den dag, så kan det være stressende for hende, og hun kan blive nødt til at sige nej til at deltage,” siger Marlene Rishøj Cordes.

Idéen om frivilligbusser er ifølge hende fin på papiret, men i det virkelige liv er der flere problemer ved den:

”I forvejen er det meget sårbart at skulle bede om hjælp til at få dækket sit transportbehov. Man er meget afhængig af andre i den situation, og der kan let opstå en taknemmelighedsgæld. Det kan også være svært at påtale, hvis man er usikker over for nogens kørsel. Man er nødt til at holde sig gode venner med chaufføren. Hvis man bliver uvenner, og chaufføren ikke vil køre én, så er der ingen, der har ansvaret.”

Et særligt problem ved de foreslåede løsninger er, at de lægger op til, at man skal være digital for at finde rundt i dem. Marlene Rishøj Cordes henviser til Ældre Sagens undersøgelser af befolkningens oplevelser og udfordringer i et digitalt samfund.

”Vores undersøgelser viser, at 30 % af alle ældre finder udfordringer ved det digitale. Hvis de nye løsninger skal være digitalt baserede, så kræver de jo, at ældre brugere skal have digitale færdigheder og overskud til at sætte sig ind i det, eller at de har pårørende, der kan hjælpe,” siger Marlene Rishøj Cordes.

Det er sundt at komme rundt

Ifølge Ældre Sagen er det ikke bare ærgerligt for det enkelte menneske, at man indskrænker mulighederne for at komme rundt. Det har betydning for hele samfundet.

”Vi ved jo, at hvis man er mobil, har det en positiv effekt på helbredet. Når man kan tage ud og handle, bære ting osv., holder man sig fysisk ved lige. Det samme gælder, når man kan transportere sig rundt og deltage i sociale aktiviteter. Og det er næsten det allervigtigste,” siger Marlene Rishøj Cordes og fortsætter:

”Det er de meningsfulde interaktioner med andre mennesker, der er afgørende for vores velbefindende. I spørgeundersøgelser siger folk, at ensomhed forværrer humøret mere end selv alvorlige sygdomme. Herudover er ensomhed direkte skadelig for helbredet og bringer én i risiko for at udvikle angst, depression, type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Når vi nu står midt i en national ensomhedsepidemi, virker det vanvittigt at forringe menneskers mulighed for at komme rundt. Det kan blive dyrt for sundhedsvæsenet.”

Konsekvenser for samfundet

Ifølge Ældre Sagen mangler regeringen at forholde sig til, hvor store konsekvenser det har, når man skærer i den kollektive transport.

”Samfundet har haft en ambition om, at offentlig transport skal skabe sammenhængskraft. Med mobilitet har man mulighed for at være en del af civilsamfundet, gøre sin stemme gældende og deltage i fællesskaber og aktiviteter – alt det, som vi gerne vil have, at seniorerne bliver ved med at gøre. Det er jo alt fra at være frivillig i en forening til fx at hjælpe med børnebørn. Kollektiv trafik giver lige muligheder for alle og udligner meget ulighed. Skærer vi mere af den, så er det ikke velfærd,” siger Marlene Rishøj Cordes.

”Det taler desuden imod flere af regeringens egne målsætninger. Man vil skabe mere balance mellem land og by, men man forringer transportmulighederne på landet. Man taler om grøn omstilling, men fjerner miljøvenlig transport. Det giver ingen mening. Ud over det stemmer det ikke overens med mange kommuners mantra om ’længst muligt i eget hjem’. Det bliver måske knap så længe, hvis man er forhindret i at komme rundt.”

Hensyn til ikke-digitale

Vi har spurgt transportminister Thomas Danielsen (V), om planen på sigt er at afvikle flere busser. Hans svar på det er:

”Man skal kunne klare en hverdag i alle dele af landet, også selvom kørekortet er udløbet. Vi må erkende, at der kan være områder uden for de større byer, hvor de klassiske rutebusser ikke kan dække behovet. Der er for få passagerer, og så bliver afgangene færre, hvilket igen betyder endnu færre passagerer. Derfor er det nødvendigt at se på kollektiv transport på nye måder og få nye idéer. Der er brug for, at alle løsningsforslag kommer på bordet i ekspertudvalgets arbejde, for vi skal finde de gode, holdbare løsninger, så det også i fremtiden er muligt at bo i Tornby og komme på sygehuset i Hjørring uden at have egen bil. Det kræver inddragelse af både passagerer og interessenter at nå i mål med den her opgave, og jeg ser også frem til et godt samarbejde med Ældre Sagen i dette arbejde.”

Transportministerens ekspertudvalg for kollektiv trafik skal komme med idéer senest i 2024. Ældre Sagen håber, at de vil have in mente, at mange ikke er digitale.

”De bør også tænke i løsninger, der virker uden brug af apps eller i hvert fald med mulighed for menneskelig kontakt. Det nytter ikke, hvis en bustur kræver, at man har en smartphone med de rigtige opdateringer. Det er ikke alle, der har råd til sådan en eller kan finde ud af at bruge den,” siger Marlene Rishøj Cordes.

Vi har spurgt transportministeren, hvordan regeringen vil tage højde for, at mange ældre er digitalt udfordrede. Han har skriftligt svaret:

”Jeg tror, at udviklingen af en national digital mobilitets-app vil give et vigtigt løft for den kollektive transport. Men det er samtidig vigtigt, at der tages hensyn til de dele af befolkningen, der ikke har mulighed for at bruge en smartphone.”