Slidsomt at være pårørende

Madlavning, tøjvask, rengøring, regnskab, indkøb og hjælp med personlig pleje.

Pligterne var mange og dagene ofte lange for i dag 83-årige Lise-Lotte Kjær. I fire år passede hun sin mand, Kurt, i deres hjem i Skødstrup nord for Aarhus. Hun har derfor mærket på egen krop og eget sind, hvad det kræver at være pårørende til et menneske, der ikke længere kan klare sig selv.

En rolle, som hun har reflekteret over siden den sommerdag i 2020, da Kurt gik bort. Nok var sygdomsforløbet, for hende som pårørende, anstrengende og til tider opslidende, men omvendt var det enormt meningsfuldt at hjælpe, fortæller hun.

”Det er en naturlig ting, at man hjælper hinanden. Når man har været gift i mange år, er det noget, man har taget stilling til. Man skal gerne gøre det af lyst og af pligt. Man kan ikke svigte hinanden i den situation,” siger Lise-Lotte Kjær.

Slidsomt for krop og sind

I Skødstrup har Lise-Lotte Kjær stadig ansvar for husstanden, men nu er forpligtelsen kun over for hende selv. Hendes mand, Kurt, havde i flere år, før han blev plejekrævende, været syg med Parkinsons og blev løbende mere dement.

Ægteparret havde stadig gode samtaler, for han var ofte rimelig klar, og gentagelserne, han fik fx gennem nyheder på TV2 News, var gode for ham, fortæller Lise-Lotte Kjær, for så huskede han.

Kurt fik hjælp fra en social- og sundhedsassistent om morgenen og om aftenen – godt nok på skiftende tidspunkter, og hver morgen blev han vasket i sengen, da han ikke kunne komme ovenpå på badeværelset. Når der var vikar, valgte Lise-Lotte Kjær sommetider selv at gøre Kurt i stand, for det var han mest tryg ved.

”Det er, som om den ene dag tager den anden. Hvis det har været en træls dag, må man tænke på, at det nok bliver bedre i morgen. Man tænker ikke så langt. Man kører bare i det, fordi sådan er det bare.”

Hun er overbevist om, at hun ville have haft sværere ved at håndtere dagligdagen, hvis hun ikke havde haft en baggrund som lægesekretær. På den måde vidste hun, hvad hun gik ind til.

”Det er hårdt for den, der skal lægge krop til – og psyke, ikke mindst. Det med psyken er det hårdeste. Jeg er selv rimelig stærk på det område, men det ved jeg, at der er andre, der ikke er.”

Alle får skavanker

Den krævende tilværelse gjorde, at Lise-Lotte Kjær kom i dårlig form. Inden Kurt blev plejekrævende, var hun ofte til fitness, men det var ikke muligt at holde ved lige.

”Jeg tror, man som pårørende får skavanker. For mit vedkommende er det manglende kraft. Nu er jeg lige begyndt at gå til fysioterapeut, og det skal jeg virkelig forfølge. Det har man ikke tid til, når man er midt i det og er så forpligtet,” siger hun.

I løbet af Kurts sidste to leveår blev han svagere, og hans Parkinsons sygdom gjorde, at han var angst for at være alene. Det var en udfordring, men også det skulle hun finde en løsning på. Med en Doro mobil ved hånden fik Kurt en livline, der også gjorde det muligt for Lise-Lotte

Kjær at gå i haven og koble af.

I de sidste to år agerede en plejer stand-in én gang om ugen i fire timer, hvor Lise-Lotte Kjær kunne gå ærinder.

”De første par år, da Kurt var syg, kunne jeg måske få lov at gå i et par timer, hvis jeg var heldig. Men de sidste to år af hans liv, kunne jeg ikke gå nogen steder. Der var jeg henvist til at være herhjemme,” siger hun.