Bedre offentlig transport

Den offentlige transport skaber sammenhængskraft på tværs af landet, og er med til at binde folk, land og by sammen. Den offentlige transport er et alternativ til den private transport som fx privatbilisme, delebiler, cyklisme. Offentlig transport er med til at sikre, at alle kan bevæge sig frit og deltage i samfundet på lige vilkår.

Adgangen til at benytte transporttilbud er af stor betydning for mange ældre, og den bør være et tilbud uanset om man bor i byen eller på landet. Særligt i tyndt befolkede områder, hvor den offentlige transport i form af busser og tog er begrænset, er det afgørende for ældres sociale og praktiske liv at kunne bevæge sig frit.

Pensionistrabatter er vigtige for ældres deltagelse i civilsamfundet

Friheden og muligheden for at bevæge sig rundt, har stor betydning, når vi taler forebyggelse og bekæmpelse af sygdom og ensomhed.

Af mange årsager er gode, billige offentlige transporttilbud nødvendige for et bredt udsnit af ældrebefolkningen. Mange ældre har brug for alternative transportformer til bilen. Nogen kan ikke køre bil, andre må ikke køre bil, og nogle ejer ikke en bil. Og nogle ældre kan have brug for en økonomisk håndsrækning til at få adgang til den offentlige transport. Endvidere stiller mange ældre deres frivillighed til rådighed for civilsamfundet, og mange af dem er afhængige af hyppig brug af de offentlige transportsystemer. Ældre Sagen kæmper derfor for at fastholde trafikselskabernes pensionistrabatter til ældres brug af den offentlige transport.

Visiterede kørselstilbud til svækkede ældre skal være en selvfølge - og ikke postnummerlotteri

Særligt svækkede ældre i de tyndt befolkede områder er dybt afhængige af den offentlige transport. Det er afgørende for deres sociale og praktiske liv, at der er alternativer, når man ikke (længere) kan køre bil, cykle eller har gode pårørende, som kan hjælpe med transporten. Adgangen til at benytte flextrafik er derfor af stor betydning for mange ældre.

Et vigtigt aspekt af flextrafik-tilbuddet er muligheden for at kunne bestille transport fra egen dør og helt til slutdestinationen. Mennesker med nedsat mobilitet er særligt udfordret af at skulle fragte sig til busstoppesteder og/eller togstationer, og denne gruppe nyder stor gavn af flextrafik-tilbuddene. Det kan være uoverstigeligt at stå på den nærmeste bus, hvis man fx; er visiteret til et daghjem for dementsramte, benytte sig af et tilbud om genoptræning efter et fald i hjemmet eller skal begynde på dagcentret for at komme lidt ud.

Sidder man i kørestol, er svagtseende eller har en hjerneskade eller en demenssygdom, der gør det svært at orientere sig, er service- eller telebussen måske ikke lige sagen.

I dag tilbydes mennesker med et bevægelseshandicap kørsel til forskellige fritidsformål. Det gælder desværre ikke for alle. Mennesker med blandt andet en hjerneskade, en demenssygdom eller som er blinde og eller stærkt svagtseende lades i stikken uden tilbud om kørsel. Selvom lovens bogstav ikke omfatter denne gruppe, er der heldigvis kommuner, der har valgt at udvide kredsen af modtagere af handicapkørsel.

Handicapkørsel er særlig kollektiv trafik, der tilbydes til svært bevægelseshæmmede, men omfatter ikke nødvendigvis blinde, svagtseende eller borgere med en psykisk funktionsnedsættelse som eksempelvis demens. Dette til trods for at de har lige så stort behov for mobilitet. Handicapkørsel er kun beregnet til fritidsformål og kan ikke anvendes til kørsel til behandling hos f.eks. læge, fysioterapeut og tandlæge. Når man er godkendt til handicapkørsel, er man berettiget til 104 enkelt ture om året.