Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Nu kræver Ældre Sagen akutplan for ældreplejen

Eksemplerne på uværdig ældrepleje vælter ud fra hele landet. Grænsen er for længst overskredet, mener Ældre Sagen og kræver akut handling.

I dag hører vi om 94-årige Else i Assens, der ofte må vente med morgenmad til kl. 11 om formiddagen, fordi hjemmehjælpen først har tid der.

Hun har dårligt syn, dårlig hørelse og benene svigter, så hun kan ikke klare sig selv. Hun er utryg og konfus.

Alligevel vil kommunen ikke hjælpe hende på plejehjem.

I forrige uge dukkede en liste med uhyrligheder fra ældreplejen i Herning op.

Den kunne fortælle om ældre, der først bliver hjulpet ud af sengen langt op ad formiddagen. Ældre der kun bliver tilbudt ét bad om ugen uanset behov. Få eller ingen aktiviteter for ældre på plejehjem.

Grænsen er overskredet

Historierne om uværdig ældrepleje og nedskæringer kommer nærmest hver uge. Og har gjort det alt for længe.

Det får nu Ældre Sagen til at kræve en akutplan for ældreplejen.

Vi kan ikke vente på en ny ældrelov.

- Der er blevet talt og talt om forbedringer af ældreplejen. Jeg vil se handling, og det skal være nu. Ingen kan længere være i tvivl om, at alt for mange svækkede ældre ikke får en værdig ældrepleje. Det kan vi ikke være bekendt, siger adm. direktør i Ældre Sagen Bjarne Hastrup.

Akutplan med tre indsatser

Ældre Sagens akutplan består af tre indsatser, der skal implementeres. Planen skal finansieres med 3 mia. kr. over de næste tre år.

Akutplan for ældreplejen

Opret faste teams i ældreplejen

  • Alle kommuner skal forpligtes til at indføre faste teams i ældreplejen. Hver tredje der får hjemmehjælp får sjældent eller aldrig besøg af de samme hjælpere, og sidder med følelsen af, at deres hjem er en banegård af fremmede. Det skaber utryghed og øger risikoen for fejl.

Kvalitetspakke til ældre patienter

  • Ældrepleje og sundhedsvæsen kan ikke tænkes hver for sig. Skal sygehusene kunne håndtere 160.000 flere ældre over 80 år i 2030, så skal kommuner og regioner samarbejde om at forebygge væsentligt flere indlæggelser end i dag. En kvalitetspakke skal sikre nationale krav til forebyggende og opfølgende indsats på tværs af sygehus, kommune og almen praksis

Tiltag for rekruttering til ældreplejen

  • Der er brug for en national plan for rekruttering for velfærdsområdet, der kan sikre kompetent og faglært personale til svækkede ældre, der ikke længere kan klare sig selv. Ældre Sagen har foreslået seks konkrete tiltag, der kan forbedre rekruttering til ældreplejen.

Genstart af ældreplejen

Vilkårene i ældreplejen har været på regeringens liste længe. Allerede i sin nytårstale for 2022 fastslog statsminister Mette Frederiksen, at Danmark ikke har en ældrepleje, vi som samfund kan være bekendt, og at der reelt er brug for en genstart.

Sidst opdateret 08.11.2024