Ældre Sagen: Nej, pårørende skal ikke hjælpe mere
Det er svært at forstå, hvordan landets ældrechefer i ramme alvor kan mene, at pårørende skal ind og overtage kommunale velfærdsopgaver.
Men udsagnet rammer lige ned i diskussionen om, hvorfor sundheds- og ældreområdet skal ligge under samme myndighed i en fremtidig sundhedsreform.
Ældre har brug faglighed
Forslaget giver ingen mening, når det gælder ældre menneskers behov – og det giver heller ingen mening for pårørende.
Ældre har krav på en professionel tilgang og sammenhæng i deres pleje og behandling, når de ikke længere kan klare sig selv. Og de har brug for kærlig omsorg fra deres pårørende.
Men at forestille sig at pårørende kan erstatte professionel pleje og behandling er en falliterklæring af så store dimensioner, at det er rystende.
Pårørende er pressede
Pårørende er i forvejen så pressede, at det går ud over både helbred og arbejde.
Ældre Sagens nyeste pårørendeundersøgelse viser, at 94 pct. af voksne børn af hjemmehjælpsmodtager nu er nødt til at hjælpe til. Det er 11 pct. point flere end i 2015.
7% hjælper hver dag. 16% hjælper 3-4 gange om ugen. 41% hjælper 1-2 gange om ugen.
Alligevel ser kommunale ældrechefer det som en løsning, at pårørende skulle kunne løse endnu flere kommunale velfærdsopgaver.
Ældrecheferne sidder med ansvaret
I forvejen har ældrecheferne et hovedansvar for, at så mange faglærte indenfor sosu – og sygeplejerskeområderne er flygtet fra ældreplejen.Arbejdsområdet er blevet så udsultet, at det ikke har været muligt at fastholde medarbejderne.
Ældre Sagen vil gerne slå fast, at hjemmehjælpsmodtagere på samme tid er kernekunder i sundhedsvæsenet. Og de skriger i afmagt over at mangle sammenhæng mellem den behandling, der får på hospitalet, og den opfølgende pleje og omsorg og genoptræning, de skal støttes af, når de bliver udskrevet.
Alligevel mener kommunale ældrechefer, at svaret er at lade sagesløse pårørende overtage en del af opgaverne.
Politikerne må gribe ind
Til næste år får kommunerne det største løft af økonomien i 20 år. Så ældrecheferne skal komme med forslag til kommunalpolitikerne om, hvordan de får løftet ældreområdet.
Vi håber, at politikerne vil bevare deres sunde fornuft og holde fast i, hvad der er gode løsninger for mennesker – for ældre og deres pårørende.
Det er rystende at skulle tænke på, hvor vi kan ende, hvis ældrechefernes visioner kommer til at være udslagsgivende for, hvor seriøst ældre menneskers behov for pleje og omsorg bliver til virkelighed.
Ældre Sagen fortsætter kampen for både ældre og deres pårørende.
Læs Ældre Sagens pårørendeundersøgelse her