Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Kriseberedskab: Husk de svækkede ældre

I et brev til Beredskabsstyrelsen opfordrer Ældre Sagen til klare retningslinjer for beskyttelse af svækkede ældre under krisesituationer.

I lyset af de seneste udmeldinger om, at Danmark skal være forberedt på potentielle krisesituationer, har Ældre Sagen sendt et brev til Beredskabsstyrelsen den 9. juli 2024.

Brevet opfordrer til hurtig og klar kommunikation om kriseberedskab for svækkede ældre borgere.

Bekymring for svækkede ældre

Siden offentliggørelsen af pjecen "Forberedt på kriser" den 15. juni har Ældre Sagen modtaget henvendelser fra bekymrede ældre og deres pårørende. De udtrykker usikkerhed om adgang til basale fornødenheder som vand, mad, medicin og elektricitet, der er afgørende for deres overlevelse og trivsel.

Ældre Sagen fremhæver i brevet, at det er vigtigt med en central udmelding, der tydeliggør kommunernes ansvar og retningslinjer for kriseberedskab. Det er afgørende for at sikre, at svækkede ældre borgere føler sig trygge og får den nødvendige støtte, uanset hvor i landet de bor. Ingen ældre borgere skal stilles ringere på grund af deres postnummer.

Særskilt fokus på hjemmeboende og plejehjemsbeboere

Brevet fremhæver også behovet for særskilte retningslinjer for hjemmeboende ældre, der modtager hjælp, og beboere på plejehjem. Opfordringen skal sikre, at kommunerne har overblik over borgere, der er afhængige af el- og telenet til vitale apparater som iltapparater og nødkald.

Ældre Sagen opfordrer desuden til, at der udsendes skriftlig husstandsomdelt information, så også ikke-digitale ældre er orienterede om beredskabsplanen.

Invitation til dialog

Det er vigtigt for Ældre Sagen at understrege, at brevet ikke har til hensigt at bidrage til panikstemning. Netop derfor er der behov for klare retningslinjer, så både ældre, pårørende og personale i ældreplejen kan have ro i maven og stole på, at der er en plan, hvis krisen indtræffer.

Ældre Sagen ser frem til et dialogmøde med Beredskabsstyrelsen i august, hvor vi vil bidrage med indsigt i ældres behov og bekymringer for at sikre, at de nødvendige foranstaltninger bliver taget.

Du kan læse hele brevet her.

Sidst opdateret 08.11.2024