Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Vigtigt med nuancer i pensionsalder

Socialdemokratiet mener ikke, at pensionsalderen skal stige så hurtigt som aftalt. Ældre Sagen vil gerne diskutere fremtidens pensionsalder
14.08.2024

Socialdemokratiet vil genforhandle det såkaldte velfærdsforlig fra 2006, så pensionsalderen ikke stiger så hurtigt som aftalt.

Statsminister Mette Frederiksen har meldt ud, at Socialdemokratiet vil genforhandle velfærdsforliget fra 2006, der bestemmer, hvornår danskerne kan gå på folkepension.

Pensionsalderen stiger

Med forliget blev det bestemt, at pensionsalderen stiger i takt med levetidsalderen. På den baggrund er tidspunktet fra pension hævet fra 65 til 67 år. Frem mod 2035 hæves pensionsalderen til 69, og næste år skal folketinget tage stilling til, hvorvidt den skal hæves til 70 år fra 2040. Hvis prognoserne for udviklingen i levealderen holder, vil vi i 2070 have en pensionsalder på 74 år.

Mere retfærdig pensionsalder

Socialdemokratiet har hidtidigt bakket op om velfærdsforliget. Nu siger Mette Frederiksen, at partiet i 2025 vil stemme for en forhøjelse af pensionsalderen til 70 år, men at pensionsalderen fremover skal reguleres på en mere lempelig og retfærdig måde.

Udfordringer i fremtiden

Administrerende direktør i Ældre Sagen Bjarne Hastrup udtaler i den forbindelse:

– Velfærdsforliget er en afgørende forudsætning for holdbarheden i dansk økonomi og dermed det velfærdssamfund, vi kender i dag. Derfor er det vigtigt for Ældre Sagen, at en evt. reform af området tager højde for dette. Men også tager højde for de udfordringer med rekruttering af arbejdskraft til bl.a. ældreplejen, som vi har i dag og som ikke bliver mindre i fremtiden. Den politiske drøftelse kan passende tage udgangspunkt i Pensionskommissionens anbefalinger fra 2022 om en mere lempelig regulering af pensionsalder i årene efter 2040.

– Det er åbenlyst, at ikke alle kan arbejde til de bliver hverken 70 eller 74 år. På den baggrund er Ældre Sagen åben for en diskussion af fremtidens pensionsalder. Men det skal i givet fald ske på en facon, hvor vi ikke gambler med vores velfærdssamfund.

Sidst opdateret 20.08.2024