Ca. 10 pct. af folkepensionisterne får kun grundbeløbet
Notat om andelen af folkepensionister, som ikke modtager pensionstillæg
Folkepensionen består af et grundbeløb og et pensionstillæg. Grundbeløbet modtages af alle folkepensionister, mens pensionstillægget afhænger af indkomst og civilstand.
Ifølge Danmarks Statistik fik 12 pct. af folkepensionisterne ikke pensionstillæg i december 2023. Men dette tal overvurderer andelen af folkepensionister, som ikke er berettiget til pensionstillæg i 2023, fordi statistikken ikke tager højde for, at arbejdsindkomst fra 2023 ikke længere modregnes i pensionstillægget og grundbeløbet.