Lov om friplejeboliger
Ældre Sagen ser positivt på forslaget om at skabe flere muligheder for friplejeboliger ved at hæve den årlige ramme for støtte til friplejeboliger fra 225 boliger til 400 boliger.
Ældre Sagen forholder sig desuden positivt til forslaget om, at friplejeboligleverandører fremover ikke skal kunne afvise at udleje en ledig friplejebolig til personer, der er visiteret til en plejebolig af kommunen. Ældre Sagen anerkender, at forslaget potentielt kan være med til at sikre mere lige vilkår for hhv. offentlige og private leverandører.
Da der også i udkastet foreslås en undtagelse til forbuddet, foreslår vi, at der parallelt med forbuddets indførsel iværksættes en monitorering af området, så det bliver synliggjort, hvor ofte denne undtagelse anvendes.
Endelig finder Ældre Sagen det positivt, at der indføres en årlig genberegning af afregningspriserne for friplejehjem, samt at der indføres en fast overheadsats i beregningen af afregningsprisen af friplejehjem med henblik på dels at sikre korrekt beregning af afregningspriserne for private leverandører og dels at sikre større transparens på området.