Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Forhøjelse af ældrechecken

Høringssvar vedr. forslag til lov om ændring af lov om social pension (permanent forhøjelse af den supplerende pensionsydelse)

Med lovforslaget foreslås det, at ældrechecken forhøjes med 4.800 kr. årligt (2024-priser) fra 2025.

Ældre Sagen bakker op om den politiske intention om at hjælpe økonomisk dårligt stillede pensionister, som har svært ved at få pengene til at slå til, når der skal betales regninger og handles i supermarkedet.

Selvom forslaget hjælper modtagere af ældrecheck, ser vi dog også nogle problemer.

Først og fremmest hjælper forslaget ikke de pensionister, som ikke modtager ældrecheck – også selv om deres økonomiske situation er sammenlignelig med mange af dem, der modtager ældrecheck.

Herudover vil forslaget øge samspilsproblemerne for den stigende andel af ældrechecksmodtagere, der modtager en reduceret ældrecheck. Samspilsproblemer opstår, når modregning i sociale ydelser mindsker udbyttet af selv at spare op.

Forslaget vil desuden forstærke den negative økonomiske konsekvens af at have formue lidt over grænsen for ældrecheck, ligesom fødselsdagen vil komme til at betyde endnu mere for det beløb, som man samlet set kan modtage i ældrecheck som pensionist.

I vores høringssvar uddyber vi problemerne og kommer med forslag til, hvordan de kan imødegås.

En tryg økonomi for alle pensionister

Ældre Sagen arbejder for et pensionssystem, der sikrer en tryg økonomi for alle pensionister i Danmark. Derudover skal den enkelte pensionist have mulighed for at tilpasse økonomien efter egne muligheder, ønsker og behov.
Læs mere om mærkesagen pension

Sidst opdateret 07.08.2024