Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Plejeboligmangel rimer ikke på selvbestemmelse

Ældre Sagen har d. 7. januar 2025 sendt brev til ældreministeren om vores bekymring for plejehjemskapaciteten i Danmark

Ældre Sagen har i 2024 i en fælles indsats mellem sekretariatet og lokalafdelingerne haft fokus på den faldende dækningsgrad for plejehjemspladser i hele landet, som bare fra 2012 til 2024 er faldet fra 20 pct. til 14 pct. ift. antal 80+ årige.

Den faldende dækningsgrad er en konsekvens af en kraftig vækst i antallet af ældre sammenholdt med en plejehjemskapacitet, der er næsten stagneret. Det har resulteret i en tiltagende strammere visitation, som efterlader særdeles svækkede ældre uden mulighed for at flytte på plejehjem, når de ikke længere kan klare sig selv derhjemme. Som bilag til brevet har vi vedlagt en lang række eksempler,  vi har modtaget fra pårørende, som dokumenterer den svære adgang til plejehjem – og ikke mindst de store konsekvenser det har for både den svækkede ældre og de pårørende, når hjælpen udebliver.

Vores budskab til ældreministeren er derfor klart: Plejehjemskapaciteten skal hæves markant. Dette ikke mindst, hvis den netop vedtagne ældrelovs vision om selvbestemmelse skal indfries i praksis. Det indebærer, at regeringen både økonomisk og lovgivningsmæssigt understøtter den nødvendige udvidelse af plejehjemskapaciteten. Og - som vi har understreget vedrørende den øvrige ældrereform - samtidig stiller konkrete krav til kommunerne om at etablere den fornødne plejehjemskapacitet.

Vi opfordrer derfor ældreministeren til at nedsætte et partnerskab, der skal have til formål at sikre. at antallet af plejehjemspladser står mål med antallet af svækkede ældre med behov for døgnpleje. Det må ikke være manglende boligkapacitet eller økonomi, som (for)bliver styrende for adgangen til plejehjem.

Et godt og meningsfyldt liv på plejehjem

Alle beboere på plejehjem skal sikres et meningsfyldt liv i trygge rammer.
Læs mere om mærkesagen plejehjem

Sidst opdateret 13.01.2025