2021
I september sender Ældre Sagen brev til finansministeren for at få en forklaring på udsigten til en historisk lav regulering af pensionen i 2022.
Kun en måned efter sender Ældre Sagen igen et brev. Denne gang til Folketingets Beskæftigelsesudvalg, hvor vi beder om en højere regulering af pensionen i 2022.
I november sender Ældre Sagen igen brev til Folketingets Beskæftigelsesudvalg og Folketingets Finansudvalg med forslag til, hvordan politikerne kan hjælpe økonomisk trængte pensionister.
Allerede i december har Ældre Sagen foretræde for Beskæftigelsesudvalget, hvor vi redegør for problemet med den lave regulering og stigende priser og præsenterer vores løsningsforslag.
Under foretrædet uddelte vi plancher samt notat, og som opfølgning fremsendte vi brev med oversigt over udgifter forbundet med Ældre Sagens forslag.
Hent brevet og se notat og plancher
2022
Nyt år. Men ikke nye tider. Derfor må Ældre Sagen allerede i marts måned sende brev til beskæftigelsesministeren med forslag om at fremrykke reguleringen af pensionen, sådan at pensionen reguleres ekstraordinært med 3,5 pct. mere i 2022.
Foråret byder på en række møder mellem Ældre Sagen og beskæftigelsesordførere fra forskellige partier på Christiansborg for at samle flertal for vores forslag om en fremrykket regulering.
I slutningen af maj er inflationen på det højeste niveau i 38 år. Derfor sender Ældre Sagen et åbent brev til partiledere og Folketingets Finansudvalg om behovet for hjælp til de økonomisk trængte pensionister. De må finde en løsning, som sikrer hurtig økonomisk hjælp i den aktuelle situation med kraftige prisstigninger på energi og fødevarer.
Den 29. september inviterer Ældre Sagen til partilederdebat i egne lokaler. Her præsenteres partilederne for Ældre Sagens forslag og afkræves svar på, hvad de vil gøre for at hjælpe pensionisterne gennem inflationskrisen.
Kort efter regeringsdannelse sender Ældre Sagen brev til den nye beskæftigelsesminister, hvor vi genfremsætter vores forslag om ekstraordinær fremrykning af reguleringen, så pensionen hæves med 3,5 pct. ekstra i 2023.
Læs åbent brev til partiledere og Folketingets Finansudvalg
2023
Den 23. marts deltager Ældre Sagen i et møde med beskæftigelsesministeren, hvor vi gør opmærksom på behovet for inflationshjælp til pensionister.
I juni sender Ældre Sagen forslag til de vigtigste prioriteringer på finansloven for 2024 til alle finansordførere og alle beskæftigelsesordførere på Christiansborg, som omfatter fremrykning af reguleringen af pensionen i 2024 på 5% på baggrund af den seneste pris og lønudvikling.
I august offentliggør Ældre Sagen en undersøgelse af folkepensionisters økonomi og konsekvenserne af de seneste års prisstigninger.
Efteråret vidner om en massiv opbakning fra medlemmerne. Særligt da et af Ældre Sagens opslag på Facebook går viralt. Facebook-opslaget med overskriften ”Hæv folkepensionen nu”, der bliver udgivet i forbindelse med Folketingets åbning, bliver delt af knap 15.000 mennesker.
Herefter skriver Ældre Sagen til alle beskæftigelsesordførerne på Christiansborg for at gøre dem opmærksom på behovet for en rimelig pension og på de tusindvis af mennesker der støtter op om forslaget.
Se facebook-opslaget
2024
Året begynder med et møde mellem Ældre Sagen og finansministeren for at formidle vores medlemmers udfordring med inflation og behovet for fremrykning af regulering af pensionen. Mødet finder sted den 9. februar.
Kort efter sender Ældre Sagen igen et åbent brev til regeringen om vores krav om fremrykning af reguleringen. Brevet sendes den 23. februar.
Den 30. april banker Ældre Sagen på hos Christiansborg og inviterer sig selv til møde hos samtlige beskæftigelses- og finansordførere i Folketinget for at drøfte behovet for en rimelig pension.
Mens lønnen stiger, halter pensionen bagefter. Derfor sætter Ældre Sagen nu massivt fokus på behovet for en rimelig pension med en landsdækkende kampagne.
Pensionen skal være rimelig. Det er vel okay at bede om?
Læs mere om Ældre Sagens kampagne for en rimelig pension
Ældre Sagen kæmper for at sætte en stopper for mange års besparelser på ældreområdet. I juni indsendte Ældre Sagen derfor forslag til finansloven 2025. Forslagene har særligt fokus på pension, plejehjemspladser, pårørende og tryghed.
Læs Ældre Sagens forslag til finansloven 2025