Finanslov23: Helt rigtigt at prioritere seniorer på arbejdsmarkedet
Eksemplerne på seniorernes problemer på arbejdsmarkedet er talrige: 62-årige Janne, der har sendt 400 ansøgninger, 62-årige Susanne, der har sendt 3-400 ansøgninger og 64-årige Bolette, der med egne ord ’ikke er kræsen’, men nu ikke længere tror på, at der findes et fair arbejdsmarked for folk over 60 år.
Med aftalen i Finanslov 23 om etablering af et Videnscenter for fastholdelse af seniorer på arbejdsmarkedet får de nu håb om, at der vil blive handlet konkret på at ændre forholdene, vurderer Ældre Sagens adm. direktør, Bjarne Hastrup.
- Vi glæder os over, at der nu endelig er politisk vilje til at sætte handling bag ordene. Det går ikke, at ledige seniorer ikke kan finde et nyt job. Vi risikerer, at de trækker sig tilbage før tid. Vi har brug for hver og en af dem på det danske arbejdsmarked. Med centret kan der blive taget systematisk hånd om de benspænd, seniorer oplever på arbejdsmarkedet, siger Bjarne Hastrup.
Benspænd mod seniorer på arbejdsmarkedet
Der er brug for et opgør med alderisme både på arbejdspladsen og ved rekruttering.
Der er brug for at fastholde og gøre det attraktivt for seniorer at blive på arbejdsmarkedet efter pensionsalderen, hvis vi skal løse de enorme rekrutteringsudfordringer, vi står over for. Det er kun seniorerne, der i fremtiden vil kunne tilføre en netto-arbejdskraft til det danske arbejdsmarked.
Fremover vil et videnscenter kunne arbejde målrettet med at skabe kulturændringer på danske arbejdspladser, så ingen arbejdsgiver med respekt for sig selv vurderer erfaring som en ulempe, når der skal rekrutteres nyt personale.
Nu skal vi have gjort op med arbejdspladser, der ikke får udarbejdet en personalepolitik, der rummer og tager højde for alle livsfaser blandt medarbejderne.
Ingen skal opleve benspænd i form af rigide regler og forældet lovgivning, hvis de ønsker at blive på arbejdsmarkedet. Fx når sygeplejersker i kommuner og regioner snydes for pensionsindbetalinger, hvis de bliver på arbejdsmarkedet efter pensionsalderen.
Læs mere om Ældre Sagens holdning til seniorer på arbejdsmarkedet
Erfaringer fra Norge viser, at beskæftigelsen blandt de 65-69-årige ifølge OECD er 30 pct. mod 21 pct. i Danmark. De har arbejdet målrettet med et lignende center i mange år.
Derfor har Ældre Sagen arbejdet målrettet for at få et lignende center i Danmark. Erfaringerne viser, at det kan have en effekt.
- Vi mangler at se det konkrete indhold, formål og sammensætning af det danske center. Men jeg kan love, at vi i Ældre Sagen vil kaste vores ressourcer og erfaringer ind i at bidrage konstruktivt til centerets arbejde. Sæt i gang, siger Bjarne Hastrup.
Læs Ældre Sagens kommentar til regeringens oprindelige udspil til finanslov