Gør måltidet rart
Gør måltidet til en rar oplevelse og nyd maden mere. Så mindsker du også risikoen for underernæring.
Jo bedre stemning, der er omkring måltidet, desto bedre smager maden. For de fleste gælder det, at vi simpelthen bare spiser mere, når det ikke kun er smagsløgene, der er kælet for. Her får du tips til, hvordan du kan gøre det næste måltid endnu hyggeligere.
Du kan bruge rådene uanset, om du skal spise alene eller sammen med andre. Rådene er også meget anvendelige, hvis du, eller en du kender, har nedsat appetit og brug for at øge appetitten.
Læs også: Underernæring - det skal du være opmærksom på
- Dæk bordet pænt – brug dug, servietter, blomster, lys, flotte glas, brug det pæne porcelæn lidt oftere, server maden i skåle og på fade i stedet for i gryder og på pander.
- Pynt maden – drys med krydderurter, pynt med lidt salat og andre grøntsager og bær.
- Husk tilbehør – server tilbehør du godt kan lide fx asier, syltede agurker, dressinger, olier, eddike og sennep.
- Spis sammen med andre – vær den, der tager initiativ til at spise sammen med andre eller deltag i Ældre Sagens mad- og spisearrangementer, hvor du både kan spise sammen med én eller en hel gruppe.
- Anret maden – vær kreativ og placer maden flot på tallerkenen.
- Varier – spis varieret, prøv nye opskrifter, spis efter sæsonen og vejret. Søg på nettet efter gode opskrifter.
- Bevæg dig – brug kroppen i løbet af dagen, det øger appetitten og glæden ved måltidet.
Læs artiklen: Gratis motion i naturen - Frås lidt – køb nye kartofler, en god pølse eller et flot stykke kød bare engang imellem. Køb det evt. på tilbud.
- Spis ude – tag engang imellem ud og spis. Om det bare er et stykke godt smørebrød eller en middag, så er det en nydelse, og du bliver en dejlig spiseoplevelse rigere. Måske vil du invitere din ven med. Det behøver ikke være overdådigt og dyrt, det handler om variationen og om at unde sig selv den gode oplevelse.
Brug medlemstilbud: Få rabat på caféer og restauranter - Bestil mad – køb maden ude fra. Det kan være en nydelse engang imellem at bestille lidt god mad fra et godt spisested i nærheden af, hvor du bor.