Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Hjælpemidler

Få hjælp til selv at klare hverdagens gøremål

Sådan søger du om et hjælpemiddel

DU KAN SØGE OM AT FÅ ET HJÆLPEMIDDEL HOS DIN KOMMUNE. DU KAN ENTEN LÅNE HJÆLPEMIDLET ELLER FÅ TILSKUD TIL SELV AT KØBE DET.

Det er vigtigt, at du søger om bevilling til et hjælpemiddel, inden du køber det. Kommunen giver nemlig normalt ikke støtte, hvis du køber hjælpemidlet, inden du er blevet bevilliget det.

Når du søger om bevilling, skal du:

  • sende en ansøgning på www.borger.dk. I Borgerservice kan de hjælpe dig med ansøgningen. Hvis du ikke er digital, får du et ansøgningsskema, som de også kan hjælpe dig med
  • beskrive, hvordan hjælpemidlet kan hjælpe dig
  • beskrive over for din kommune, at din funktionsevne er nedsat og evt. har ændret sig.

Kommunen skal se aktuelle oplysninger om dit helbred fra sygehuset eller din læge, hvis det er første gang, du søger om bevilling til et hjælpemiddel. Eller hvis din funktionsevne har ændret sig. Kommunen indhenter selv oplysningerne.

Du søger om bevilling til et hjælpemiddel på www.borger.dk. Du skal altså søge digitalt og bruge dit MitID til at logge ind med.

Hvis du har det svært med det digitale, kan du få hjælp hos Borgerservice.

Hvor meget kan jeg få i tilskud?

Kommunen giver dig støtte til at anskaffe det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Det vil sige, at din kommune kan bestemme, hvilken leverandør du skal købe dit hjælpemiddel hos. Det er også kommunen, der vurderer, hvilket hjælpemiddel, der er bedst egnet.

Du skal selv betale ekstraudgiften, hvis du ønsker et hjælpemiddel, som er dyrere, end det, som kommunen vil bevilge.

Du kan altså kun få refunderet et beløb svarende til den pris, kommunen kan anskaffe hjælpemidlet til.

Tilskuddet er skattefrit.

Få rådgivning

Du er altid velkommen til at kontakte vores rådgivning med spørgsmål til hjælpemidler og hjælp til ansøgning, hvis du har brug for hjælp eller gode råd.

Sådan søger du om et hjælpemiddel

Sidst opdateret 10.03.2025